Van Gaal satser på top-fire med Manchester United
Illustration
Premier League

Van Gaal satser på top-fire med Manchester United

Louis van Gaal stiler efter top-fire i dette års Premier League, først derefter vil klubben gå efter nye titler til trofæskabet.

Det har været en rædselsfuld start på sæsonen for Manchester United og klubbens nye hollandske manager, Louis van Gaal. 

Først tabte Manchester United sin første kamp i Premier League til Swansea City, inden de spillede 1-1 med Sunderland i Premier League anden runde. Men den helt store ydmygelse kom i midtugen, da De Røde Djævle fik en lussing af undertippede MK Dons i Capital One Cuppen, som besejrede Louis van Gaal og co. med 4-0. 

Nu tager hollænderen til genmæle for den megen kritik, han har måttet stå model til. Og som er en diametral modsætning til den hyldest, som hollænderen oplevede under Manchester Uniteds træningsturnering i USA, hvor klubben hev sejre hjem over både Liverpool, Real Madrid og AS Roma. 

Jeg var kongen, da vi var i USA. Men nu er jeg det pludselig ikke mere? Jeg er den samme Louis van Gaal med den samme filosofi, og jeg tror på, at jeg får succes her, siger han til Sky Sports, og fortæller, at denne sæsons målsætning hedder en top-fire placering i Premier League.  

- Jeg håber, vi får succes og at vi i denne sæson ender i top-fire, for Champions League er en turnering, som klæder en klub som Manchester United. 

- Måske skal vores næste skridt være at blive engelske mestre og derefter vindere af Champions League, men den slags tager tid. Mange klubber kæmper i mange mage år uden at lykkes med sådan en målsætning, siger Louis van Gaal.