United kunne have fået Bebe for en slik

I sidste var Bebe markant billigere at hente - Foto: Scanpix
Manchester United betalte 70 millioner for den portugisiske 3. divisionsspiller Bebe, men kunne tidligere have fået ham for lidt over én million kroner.

'Fairytale'-historien om den tidligere hjemløse fodboldspiller Bebe har fået et nyt kapitel. Manchester United kunne således have fået den 20-årige angriber for en slik, skriver Daily Mail.

Den engelske storklub betalte omkring 70 millioner kroner for at købe Bebe fri af kontrakten med Vitoria Guimaraes, der blot fem uger forinden havde hentet ham i Estrela de Amadora fra Portugals tredjebedste række.

I sidste sæson fik Manchester United - sammen med en række andre europæiske klubber – tilbudt at købe Bebe for 1,1 millioner kroner, fortæller den tidligere Estrela-træner Jorge Paxaio.

- Vi havde overhovedet ingen penge i sidste sæson. Vi forsøgte at sælge Bebe til andre klubber, da vi havde desperat brug for pengene, siger Jorge Paxaio.

- Vi sagde til alle i England og i Europa: ”I kan få ham for 150.000 euro”. Vi kunne ikke fange deres interesse. Ingen troede på ham. Ingen af klubberne var interesserede, fordi han aldrig havde spillet på et højere niveau.

Bebe er i øjeblikket tilbage i Portugal, hvor han for første gang er en del af U/21-landsholdet. I morgen møder de England.

Seneste nyt på tipsbladet.dk