United knækkede oprykker til allersidst
Foto: Polfoto
Premier League

United knækkede oprykker til allersidst

Mourinhos Manchester United dominerede stort og ledte længe efter den forløsende scoring, der først kom til allersidst i overtiden

Manchester United har investeret stort denne sommer, og Ibrahimovic, Pogba og de andre dyre drenge havde da også startet sæsonen godt, inden Hull i dag var modstanderen på udebane.

Længe gik der ikke, før kampbilledet tegnede sig, og Zlatan Ibrahimovic satte efter 9 minutter tonen. Martial sendte bolden i hovedet på den store svensker, der headede lige over mål.

På KC Stadion faldt der meget, meget vand, og selvom United flere gange havde problemer med de små berøringer, havde gæsterne ikke problemer med at tage initiativet og være tættest på hele kampen igennem. Robert Snodgrass var tæt på efter en halv time og var undtagelsen, der bekræftede reglen: United var bedste hold.

36 minutter var der spillet, da Juan Mata driblede sig igennem, Wayne Rooney var først over returen, inden Hull reddede på stregen. 60 minutter stod der på tavlen, da Zlatan sparkede lige forbi. 73 minutter var der gået, da Rooneys afslutning fulgte samme beskrivelse. Ind ville den dog umiddelbart ikke.

Hull kom længere og længere tilbage på banen, hvor det til sidst var ren overlevelse. Rooney var igen meget tæt på, Jakupovic reddede i fuld længde, da Marcus Rashford efter snævre driblinger forsøgte sig med en flad afslutning, og Tom Huddlestones tunge, afrettede afslutning lige forbi var kun med til at bekræfte det øvrige billede, hvor United havde den store pensel fremme.

Indskiftede Mkhitaryan kom tæt på og blev blokeret lige foran mål, ligesom Paul Pogba sparkede lige forbi til allersidst, og så troede man ellers, at favoritterne måtte nøjes imod oprykkerne. Indtil Wayne Rooney satte sine kritikere på plads. United-anføreren var flyttet til kanten og driblede sin oppasser, inden Rashford prikkede det flade indlæg i mål. Ganske fortjent. 1-0-udesejr.