Video : Tipsbladet
Premier League

United-boss advarer: Ikke klogt at købe Mbappe

Sir. Jim Ratcliffe, der ejer 27,7 % af Manchester United, mener ikke, at det er en god ide at hente Kylian Mbappe.

Så er der dårligt nyt til Manchester United-fans.

I hvert fald hvis man gik med en våd drøm om at De Røde Djævle ville hente den franske superstjerne Kylian Mbappe.

Det kommer nemlig næppe til at ske, efter Manchester United ejer Jim Ratcliffes seneste udtalelser til Geraint Thomas' Cycling Club podcast. 

- Jeg vil hellere købe den næste Mbappe, end jeg vil bruge en kæmpe formue på at købe mig til succes. Det er ikke så klogt at købe Mbappe, det kan alle se. Det er mere spændende at finde den næste Jude Bellingham eller Roy Keane, lyder det fra den britiske milliarder. 

Jim Ratcliffe var i 2019 den rigeste person i England, men er siden blevet overhalet af den 84-årige Gopi Hinduja. Det anslås, at Jim Ratcliffe er god for knap 30 milliarder pund, svarende til 261 milliarder kroner, så han har i hvert fald råd til at købe den franske verdensstjerne til Manchester United, hvis han ønskede det. 

Manchester Uniteds dyreste køb var tilbage i 2016, da man hentede Paul Pogba tilbage til klubben for 105 millioner euro, der svarer til knap 800 millioner kroner.