Premier League

Twentes topscorer i Liverpools søgelys

Bryan Ruiz bankede 24 kasser ind for Twente i sidste sæson. Nu kan han være på vej til Liverpool.

Liverpool søger offensive forstærkninger, og har fundet noget de kan lide hos de hollandske mestre fra Twente. Bryan Ruiz havde med sine 24 scoringer en stor andel i Twentes flotte sæson, og den alsidige offensivspiller har tidligere givet udtryk for, at et skifte til en spansk eller engelsk topklub kunne være interessant.

Twentes træner, Michel Preud'homme, indrømmer ifølge goal.com, at et salg kan blive en mulighed, hvis prisen er rigtig.

- Usikkerheden er irriterende, men vi må vente og se hvad der sker. Hvis Ruiz får et interessant tilbud, må han overveje det, siger Preud'homme.

Prisen for Ruiz anslås at ligge på omkring knap 100 mio. kr.