Tottenham og Eriksen vaklede - men slog kriseramte Aston Villa
Foto: Kirsty Wigglesworth/Polfoto
Premier League

Tottenham og Eriksen vaklede - men slog kriseramte Aston Villa

Kampen syntes afgjort, men mod slutningen begyndte Tottenhams føring at ryste. Holdet fik dog kørt 3-1-sejren mod Aston Villa hjem.

Aston Villa tabte mandag aften 3-1- ude mod Tottenham i en kamp, der blev overværet fra tribunerne af den nyudnævnte Aston Villa-manager, Rémi Garde. Og der skulle ikke gå lang tid, før han på nærmeste hold fik at se, hvorfor hans nye klub ligger på sidstepladsen i Premier League.

Allerede i det tredje minut kom Tottenham foran ved Moussa Dembélé, der vandt den fysiske duel mod Ciaran Clark i venstre angrebsside og dermed pludselig var fri med Brad Guzan i Villa-målet. Hans afslutning gik mellem keeperens ben, og så var hjemmeholdet foran.

Foruden et hurtigt indkasseret mål var Garde også vidne til en første halvleg, hvor hans spillere havde svært ved at holde på bolden og skabe chancer. Nogen god halvleg var det ikke, og i overtiden blev det endnu værre for det trængte Birmingham-mandskab.

Christian Eriksen erobrede bolden højt på Villas banehalvdel og spillede Danny Rose i dybden, hvorfra backen slog et indlæg ind i feltet. Det blev headet lige hen til den unge komet Dele Alli, der med en tæmning og en flugter kunne bringe Tottenham foran med sit andet Premier League-mål.

Det blev ikke meget bedre for Aston Villa i starten af anden halvleg. Bundholdet havde fortsat svært ved at skabe nogen offensivt, og Spurs virkede generelt overlegne i alle spillets facetter. Hele tiden i kontrol.

Måske endda for meget kontrol. For efterhånden som anden halvleg skred frem, faldet tempoet og intensiteten i Tottenhams spil, og i det 79. minut gav det bagslag. Et sløset boldtab af Ryan Mason midt på egen banehalvdel gav bolden til Jordan Ayew. Han løb direkte ned og afsluttede udefra, og her var han heldig med at få bolden rettet af, så den kunne gå i mål til en 2-1-reducering.

Kort efter mistede Hugo Lloris hovedet og var med sin skovtur ud til et indlæg tæt på at forære Rudy Gestede en åben scoringsmulighed. Angriberen headede dog ved siden af.

Selv om Villa havde mere at byde på i det sidste kvarter end i de fem første, formåede Tottenham at holde stand. Faktisk fik holdet udbygget føringen i overtiden. Igen havde Christian Eriksen næstsidste fod på målet, idet han spillede Erik Lamela næsten fri, hvorfra han kunne spille Harry Kane helt fri. For lige at sætte trumf på sparkede angriberen bolden smukt op i hjørnet til 3-1.

Dermed tabte Aston Villa den sjette kampe på stribe og forbliver på sidstepladsen i Premier League. Tottenham rykker op på femtepladen.