Video : Tipsbladet
Premier League

Toptræner rygtes til United: Jeg kan se det ske

Gareth Southgate sættes i forbindelse med jobbet som Manchester United-cheftræner, og klublegenden Roy Keane kan godt se for sig, at Southgate ender på Old Trafford.

Manchester United har haft en del problemer i denne sæson, hvilket har medført spekulationer om Erik ten Hags fremtid i den engelske storklub. 

Flere toptrænere har været sat i forbindelse med Manchester United, og den seneste af slagsen er Englands landstræner, Gareth Southgate, der ifølge Talksport er favorit til at erstatte Erik ten Hag

Og hvis man spørger to tidligere Manchester United-anførere, er det et meget godt bud, at Gareth Southgate bliver den næste cheftræner for 'de røde djævle'. 

- Jeg kan godt se det ske. Alle tænker selvfølgelig, at han kommer til at fortsætte med England denne sommer, hvis han har en god EM-slutrunde, hvor de tænker, at de kan vinde. Og hvis de ikke vinder, så tænker de måske, at hans tid er forbi. 

- Han har en forbindelse med Dan Ashworth, som han tidligere har arbejdet sammen med, lyder det fra Roy Keane i i podcasten 'Stick to Football'.

Dan Ashworth, som indtil for nyligt var sportsdirektør i Newcastle, forventes at blive Manchester Uniteds kommende sportsdirektør. Ashworth har tidligere arbejdet for det engelske fodboldforbund og har derfor en forbindelse til Gareth Southgate. 

Også Gary Neville kan godt se for sig, at Gareth Southgate nu potentielt kan blive ny chef for Rasmus Højlund og kompagni. 

- Jeg havde aldrig set Gareth Southgate som Manchester United. Rent psykologisk havde jeg aldrig set det. Nu kan jeg se det for mig, med Dan Ashworth på vej ind, lyder det fra Gary Neville. 

Den 53-årige Gareth Southgate har været landstræner for England siden 2016. Derudover har den tidligere forsvarsspiller også været U21-landstræner og cheftræner for Middlesbrough.