Tidl. AaB-angriber afviser Charlton-kontrakt
Illustration
Premier League

Tidl. AaB-angriber afviser Charlton-kontrakt

Den tidligere Lille- og AaB-angriber har angiveligt afvist et kontrakttilbud fra Charlton for i stedet at forfølge et par andre muligheder i USA og Brasilien.

29-årige Tulio de Melo var tilbage i 2004/05-sæsonen udlejet til AaB fra Atlético Mineiro, og det kickstartede brasilianerens karriere i europæisk fodbold. Siden har han været forbi Le Mans, Palermo, Lille og senest Evian, hvorfra hans seneste kontrakt udløb i sommer.

Siden har angriberen været på jagt efter en ny klub, og faktisk var Charlton Athletic opsatte på at tilbyde Tulio de Melo en kontrakt efter en veloverstået prøvetræning. Det blev dog ikke til noget. Foot Mercato skriver, at de to parter ikke kunne blive enige om lønnen, og derfor er de Melo i stedet rejst over Atlanterhavet for at forfølge muligheder i amerikansk og brasiliansk fodbold.

I Charlton kunne Tulio de Melo ellers have sluttet sig til en anden tidligere Superliga-angriber. Igor Vetokele skiftede i sommer fra FC København til den engelske Championship-klub og gør sig i øjeblikket med stor succes i klubben.