Video : Tipsbladet
Premier League

Thierry Henry raser over Arsenal-spiller: Hvad laver du dog?

Thierry Henry er ikke voldsomt imponeret over Granit Xhaka, der endnu en gang blev smidt ud søndag, da Arsenal hjemme tog imod Burnley.

Granit Xhaka har ikke den bedste historik hvad angår tidlige badeture og kort. Alene i denne sæson har han fået tre røde kort hvis landsholdet tælles med, og søndag var det tæt på at koste Arsenal rigtig ddyrt i hjemmekampen mod Burnley.

Efter en fejl langt fra eget felt tacklede Granit Xhaka med begge ben fra jorden, og det kostede direkte rødt kort. En handling der ikke har kostet meget ros efterfølgende. Især langer den tidligere Arsenal-stjerne Thierry Henry nu ud efter Granit Xhaka: 

- Det er jo ikke første gang, at han gør det. Han gjorde det samme mod Swansea, siger Thierry Henry til Sky Sports og fortsætter:

- Denne gang forstår jeg dog overhovedet ikke, hvorfor han gør det. Mod Swansea var det for at stoppe en kontra. Her giver han jo bare bolden væk uden grund. Hvorfor gør du sådan noget så langt væk fra dit eget mål? Med 25 minutter igen? Du er i fuld kontrol i kampen, og du fejler med en aflevering. Hvad så, så bliv dog på benene. Så snart du gør, som han gjorde i dag, så siger reglerne rødt kort, udtaler Henry.

Arsenal vandt trods udvisningen dramatisk med 2-1. Alexis Sanchez sikrede sejren på straffespark syv minutter inde i overtiden.