Swansea handler i den svenske 1. division
Foto: Polfoto
Premier League

Swansea handler i den svenske 1. division

Modou Barrow har gjort det så godt, siden sin ankomst til Swansea, at klubben nu køber ham fri af kontrakten fra svenske Östersund.

Swansea lånte i august Modou Barrow i den svenske klub Östersund og tildelte angriberen rygnummer 58, nu har den svensk-gambianske angriber overbevist ledelsen i den walisiske klub om, at han har evnerne til at blive en fast del af førsteholdet i fremtiden.

Således har Premier League-klubben valgt at smide næsten 15 millioner kroner efter Barrow, skriver fotbollskanalen.se.

Den 22-årige angriber fik sin første kamp fra start hos Swansea, da klubben mødte Tranmere i FA Cuppen lørdag. Her stod han for et oplæg og et mål i 6-2 sejren.

Barrow selv fortæller, at det blot er detaljer, der mangler, før handlen falder på plads:

- Det virker til, at det bare er småting, der mangler, før det falder på plads, siger han til den svenske avis Expressen.

Östersund kommer sammenlagt til at tjene omkring 20 millioner kroner på salget af Barrow, da de også modtog omkring fem millioner kroner for udlejningen tilbage i august. 

Barrow har spillet tre Premier League-kampe for Swansea i denne sæson.