Suarez: Jeg er en engel med en smule dæmon
Illustration
Premier League

Suarez: Jeg er en engel med en smule dæmon

Luis Suarez er ked af sit image som usympatisk, for uden for kridtstregerne er han en sky og tilbageholdende person.

Sig Luis Suarez, og du vil huske en målbombende angriber med hang til at bide i arme og få lange karantæner for blandt andet racisme. Det er det billede, som følger Liverpools farlige angriber. Med rette vil nogen sige. Men heller ikke et helt fair billede, mener hovedpersonen selv.

- Jeg tror, jeg er ret genert faktisk. Jeg ved, hvordan jeg er uden for banen i mit hverdagsliv, og jeg er mere en engel med en lille smule af dæmonen, siger Luis Suarez ifølge The Mirror.

De dårlige historier forfølger endnu uruguayaneren, og det er han mere end ked af. Han ville ønske, at folks indtryk af ham var et andet.

- Det er meget svært for mig at have det her image, fordi jeg er, som jeg virkelig er. Men jeg har lært om min opførsel, og du skal vide, at jeg nu er meget tilbageholdende og derfor er forsigtig med, hvad jeg siger, lyder det fra Luis Suarez.

Han er måske forsigtig med sine udtalelser, men på banen lider han ikke af den samme tilbageholdenhed. Med 24 mål i 23 kampe er han Premier Leagues suveræne topscorer.