Sturridge ude i en måned
Premier League

Sturridge ude i en måned

Hans hofteskade var værre end forventet, og nu kan Liverpools Daniel Sturridge se frem til fire uger på sidelinjen.

Daniel Sturridge kommer ikke i kamp for Liverpool den næste måneds tid, efter han har fået scannet sin hofte. Den var den hofte, der kostede ham et afbud på det engelske landshold, men det var forventet, at han ville blive klar til Liverpools kommende kampe.

Scanningen viste dog, at han formentlig kommer til at vente lidt længere med at komme i kamp. Ifølge Daily Mirror har Sturridge forstrukket en muskel i hoften, og det gør ham ukampdygtig de næste fire uger.

Dermed kommer han blandt andet til at misse Liverpools vigtige kamp mod Arsenal næste lørdag. 

- Jeg er lidt skuffet for Daniel Sturridge, for da han kom her, følte han ikke, at det lille problem, han havde, var noget at tale om. Da vi scannede ham, og det viste sig, der var et problem, var han fuldstændig ødelagt, for han ønskede ikke at forlade os, siger landstræner Roy Hodgson iføgle Daily Mirror.

Ved samme lejlighed bekræftede Hodgson, at man formentlig også sender Liverpools Raheem Sterling hjem med en tåskade. Hans problemer skulle dog ikke være så slemme som hos holdkammeraten Sturridge.