Sterling sparker Liverpool tættere på guldet
Illustration
Premier League

Sterling sparker Liverpool tættere på guldet

Raheem Sterling scorede to mål og lavede en assist, da Liverpool med stort besvær slog Norwich 3-2 på udebane søndag eftermiddag.

I 24 år har Liverpool-fansene ventet på at se deres helte løfte pokalen som et synligt bevis på det engelske mesterskab, og mere og mere tyder på, at dette bliver sæsonen, hvor ventetiden er forbi for Merseyside-klubben.

De seneste par uger har tendensen været, at Liverpool vinder og vinder, mens de øvrige tophold på skift smider point - ikke mindst til bundproppen Sunderland. Påskedag kunne The Reds tage endnu et kvantespring mod mesterskabet, da holdet mødte Norwich på udebane.

Det formåede Liverpool at gøre i form af en 3-2-sejr, og det kunne gæsterne ikke mindst takke Raheem Sterling for. Kometen scorede to mål og lavede en assist.

Første gang, Raheem Sterling meldte sig på banen, var efter bare fire minutter. Den engelske VM-bejler modtog bolden fra Philippe Coutinho og tog et træk ind i banen, inden han fra lang afstand hamrede Liverpool foran med 1-0.

Udeholdet var uden en karantæneramt Jordan Henderson, og han blev afløst af Joe Allen, der efter otte minutter var tæt på at score sit første Premier League-mål for Liverpool, da han blev spillet helt fri af Coutinho, men fra tæt hold sparkede han lige på John Ruddy.

Så var der straks mere effektivitet at spore hos Premier League-topscorer Luis Suarez få øjeblikke senere. Raheem Sterling modtog bolden i venstre side og lagde den fladt på tværs til Suarez, der let scorede sit mål nummer 30.

Dermed skulle man tro, at kampen var afgjort, men Norwich lagde sig ikke ned og kom fint med efter Liverpools chokstart. Der blev dog ikke scoret mere i 1. halvleg.

Ti minutter inde i 2. halvleg brød hovedparten af tilskuerne på Carrow Road dog ud i vild jubel. Norwich slog et højt indlæg ind i Liverpools felt, som Simon Mignolet burde have taget sig af uden problemer, men belgieren fumlede, og så endte bolden for fødderne af Gary Hooper, der reducerede til 1-2 i et tomt mål.

Så følte Liverpool for alvor presset, men igen kom Raheem Sterling til undsætning. Otte minutter efter reduceringen erobrede stortalentet bolden og satte i fuld sprint ned mod Norwich-feltet, hvor han heldigt scorede til 3-1 med hjælp fra en forsvarsspiller.

Så var kampen da i hvert fald afgjort. Troede man. Norwich svarede nemlig tilbage igen. Med 13 minutter tilbage kom svenske Martin Olsson i et overlap i venstre side, og han lagde bolden ind i panden på Robert Snodgrass, der steg til vejrs og headede bolden forbi Simon Mignolet til 2-3.

Dermed fik Liverpool travlt med at forsvare sig i den sidste del af kampen, og til det formål blev Daniel Agger med det samme sendt i aktion i stedet for Joe Allen. Fra sin plads i midterforsvaret var danskeren tæt på at se Norwich udligne kort efter. Efter endnu et præcist Norwich-indlæg kom Ricky van Wolfswinkel bedst til vejrs og fik headet, men denne gang var Simon Mignolet på plads.

Det blev den sidste store Norwich-chance i kampen, og dermed udbygger Liverpool sin føring i Premier League, inden der i næste weekend venter en sand guldkamp mod Chelsea.

Vinder Liverpool her, kan champagnen vist godt så småt sættes på køl i Beatles-byen.