Southampton-stjerne vil overbevise utilfredse fans
Illustration
Premier League

Southampton-stjerne vil overbevise utilfredse fans

Morgan Schneiderlin kom i modvind, da han offentligt kritiserede sin klub, men nu har spilleren en bøn til klubbens tilhængere.

Southampton-profilen Morgan Schneiderlin var en utilfreds herre, da klubben i sidste måned nægtede at sælge ham trods interesse fra store klubber i den engelske Premier League. 

En offentlig kritik af Southampton blev leveret af Schneiderlin, der dog fortsat er Southampton-spiller. Lørdag scorede han to gange i sejren over West Ham, og nu har Schneiderlin en opfordring til klubbens fans: 

- Jeg vil ikke lyve. Det var en lang sommer, hvor jeg tænkte meget over min fremtid. Hvis nogle af fansene føler, at jeg ikke respekterede klubben ved at gøre, hvad jeg gjorde, vil jeg bare sige, at jeg altid har respekteret fansene, siger Morgan Schneiderlin til Sky Sports, og fortsætter:

- Det eneste jeg gjorde var at overveje min fremtid, og lige nu ligger den hos Southampton. Hvis fansene er sure på mig, er det bedste jeg kan gøre at vise på banen, at jeg stadig kæmper for Southampton, udtaler han.

Southampton står noteret for fire points efter de første tre Premier League-kampe.