Solskjær: Angribere skal have lov at være egoister

Bragt i Tipsbladet 21. oktober

I dag, hvor Ole Gunnar Solskjær har to årtier bag sig som etableret navn i international fodbold, glemmer man, hvor speciel hans historie egentlig er.

Manchester United købte i sommeren 1996 en 23-årig norsk angriber uden andre meritter end seks landskampe, en sølvmedalje fra Tippeligaen og en tredjeplads på topscorerlisten. De forsvarende engelske mestre havde været med i kampen om superstjernen Alan Shearer, men dagen før han blev præsenteret hos Newcastle i et rekordskifte på 15 millioner pund, offentliggjorde Manchester United i stedet Solskjær som ny spiller til en tiendedel af Shearers købspris.

Og et år senere havde både nordmanden og hans nye klub så fået lidt ekstra fyld til trofæskabet. Manchester United genvandt det engelske mesterskab, og Solskjær, der i første omgang var købt som backup til mere profilerede navne som Andy Cole og Eric Cantona, blev holdets topscorer med 18 Premier League-scoringer, hvilket gav endnu en tredjeplads på topscorerlisten, men altså denne gang i den bedste række i fodboldens moderland. Listen blev i øvrigt toppet af Alan Shearer.

Siden fulgte højdepunkterne i en lind strøm for Solskjær. Fire mål som indskifter mod Nottingham Forest, yderligere en firemålskamp mod Everton og selvfølgelig sejrsmålet i Champions League-finalen på Camp Nou i 1999. I 2007 stoppede han karrieren efter cirka 300 mål og med en status som en af skandinavisk fodbolds allerskarpeste angribere de seneste 20 år.

Så da DBU i begyndelsen af oktober afholder trænerseminar med netop angribere som tema, er det oplagt at invitere nordmanden, der aktuelt er cheftræner i Molde. Han skal være del af en paneldebat med David Nielsen, og han har også tid til en snak med Tipsbladet. Om hvordan han selv blev så farlig en spiller, og hvordan han tror, man kan forbedre udviklingen af målscorere, hvilket halter i både Norge og i Danmark.

Forbi Dasajev og gennem benene på Traoré
For Ole Gunnar Solskjær startede angrebsuddannelsen i begyndelsen af firserne, da han bare var 10-11 år, og han var sin egen underviser. På en fodboldbane i fødebyen Kristiansund spillede han med sig selv, og han brugte meget af tiden på at sparke bolden i mål.

”Jeg var alene, tog en bold med mig og visualiserede, at jeg spillede en Europa Cup-finale, kom alene med målmanden og skulle sætte bolden i hjørnet. Sådan var det altid,” siger den i dag 43-årige nordmand til Tipsbladet.

”Jeg har altid haft mottoet: ”There’s no such thing as a good save – only af bad finish.” Da jeg var 11 år og skulle sætte bolden i hjørnet, gjorde jeg det med samme fart som i en kamp – og helt ude ved stolpen og nede i hjørnet. Jeg var aldrig tilfreds med bare at ramme målet. ”Den havde Rinat Dasajev ikke reddet. Peter Shilton, nej. Ray Clemence, nej,” tænkte jeg.”

Sideløbende med jagten på den perfekte afslutning så unge Ole Gunnar Solskjær masser af fodbold på tv, og han studerede de britiske topangribere, Ian Rush, Kenny Dalglish, Mark Hughes, Bryan McClair, og tog ved lære af deres løb og aktioner i feltet. Senere holdt han særligt øje med Marco van Basten og hans bevægelsesmønstre og varianter af afslutninger.

Arbejdet med at forfine sine instinkter gjorde Ole Gunnar Solskjær til en giftig angriber, der scorede bunker af mål som ungdomsspiller og i de tidlige år hos sekundaklubben Clausenengen. Egentlig ville unge Solskjær helst være 10’er, en kreativ og iøjnefaldende kraft foran feltet i stedet for inden for, men hans træner Ole Olsen gjorde det klar: ”Du scorer mål, du skal være angriber”. Og sådan blev det. Solskjær lavede så mange mål, at Tippeliga-klubben Molde fik øjnene op for ham, og der fintunede klubbens træner Åge Hareide kompetencerne i feltet.

”Jeg husker mange af de træninger, som Åge havde med os. Vi mødtes ofte en halv time før fællestræning, Åge, mig, Arild Stavrum og Ole Bjørn Sundgot. Vi var tre angribere, og så havde vi en halv times afslutningstræning inden den almindelige træning. Det var rigtig godt for mig. Åge var en meget dygtig pædagog. Jeg tror, at det var prikken over i’et. Man er nødt til at træne, man er nødt til at repetere og repetere, og Åge gav mig selvtillid og tro på, at det kunne være den lille forskel på stolpe ind eller stolpe ud.”

”Det var afslutninger med én eller to berøringer. Åge lærte mig at bruge benene på forsvarsspilleren til at afslutte igennem. Keeperen stoler på, at forsvarsspilleren dækker det ene hjørne, og selv dækker han det andet, men hvis man formår at åbne forsvarsspillerens ben, har man åbent mål,” siger Ole Gunnar Solskjær, der med egne ord lavede ”rigtigt, rigtigt mange” mål med den taktik.

”Specielt et jeg lavede på [Djimi] Traoré i en 4-0-sejr over Liverpool. Det husker jeg.”

Når man scorer, fordi man har set kampen før

Ifølge nordmanden var han som spiller quietly confident. Han var ingen flamboyant spiller, og han gjorde sjældent opmærksom på sig selv, men han troede på de sine evner.

”Jo tættere på feltet jeg kom, desto mere selvtillid fik jeg. Ruud van Nistelrooy er den bedste afslutter, jeg har spillet sammen med, men han var ikke i nærheden af at være lige så god som mig, mente jeg. Hvis vi fik en chance, ville jeg have, at den skulle falde til mig,” siger Solskjær på DBU-seminaret.
Den grundige angrebsuddannelse hjemme i Norge havde skabt en angriber, der scorede i sin Manchester United-debut og fra første fløjt kunne klare sig i halvfemsernes hårde Premier League.

”Jeg gjorde det samme i Clausenengen, i Molde og i Manchester United, men på et lidt højere niveau – og lidt hurtigere. Jeg havde indarbejdet gode vaner og teknikker, jeg skulle bare tænke lidt hurtigere i Premier League,” siger Ole Gunnar Solskjær, der har en beskeden forklaring på, at lige netop han evnede at tage skridtet.

”Gode medspillere skabte gode målchancer. Jeg endte i en topklub og fik gode medspillere, som producerede chancer til mig. Jeg var en type angriber, som ofte fik én berøring i feltet, og så handlede det om bevægelse, men også om pasninger fra medspillerne – Ryan Giggs, Eric Cantona, David Beckham og Paul Scholes. Jeg skulle bare løbe, og så spillede de bolden.”

Men stadig: Han skulle også løbe det rigtige sted hen, og man husker nordmanden som en spiller, der evnede at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så han kunne score de nemme mål i feltet. Målnæse er ifølge Solskjær ikke noget, man er født med. Den udvikles hen ad vejen.

”Det kommer med erfaring, og det kommer af at have set rigtigt mange fodboldkampe på tv og set rigtigt mange mål blive scoret. Jeg visualiserede det. Og desuden har jeg været i de situationer mange gange. Jeg har spillet på hold, der har skabt mange chancer, fået mange chancer, og så bliver det naturligt et instinkt og en erfaring. ”Jo, bolden kommer herhen.” Og så står man der og har tomt mål,” siger Ole Gunnar Solskjær.

Den evne forsøger han at videregive til sine spillere i Molde, men også til drengene på det U/16-hold i Clausenengen, som han overtog, da han var arbejdsløs efter fyringen i Cardiff, og som han stadig træner ved siden af Tippeliga-jobbet.

”Ofte råber jeg: ”Du er nødt til at løbe derhen,” og så ender bolden præcis der. Så vender man sig rundt og siger til spilleren: ”Jeg har set kampen før”. Fodbold er meget enkelt. Der kommer situationer, som man har oplevet før.”

”Man skal være optimist. Det er et af mine råd til en angriber: Vær altid optimist. Man skal håbe, at bolden ender der, at forsvareren laver fejl eller lignende. Og så skal man skaffe sig selv plads. Alex Ferguson sagde altid: ”What’s your best friend in the box? Space.””

”Nogle gange skal man stå stille. Når forsvareren flytter sig, bliver man stående, og så får man en 45 graders aflevering skråt bagud. Det kommer med erfaringen. Det skal øves og øves og øves og læres og øves. Se fodbold, træn selv. Know what to do, be able to do it. Det skal bare repeteres, repeteres, repeteres. Hver dag.”

Tag ansvar for at score mål
Skandinavisk fodbold har i dag ikke de samme angribere som i Ole Gunnar Solskjærs tid. Da nordmanden spillede for Manchester United i sidste halvdel af halvfemserne og begyndelsen af nullerne, rådede Norge også over spillere som Steffen Iversen, John Carew og Tore André Flo, mens Jon Dahl Tomasson og Ebbe Sand scorede mål for Danmark, og Henrik Larsson var Sveriges store angrebsstjerne, ligesom Zlatan Ibrahimovic var på vej frem.

I dag er kun Ibrahimovic tilbage, og de andre er ikke blevet erstattet. Ole Gunnar Solskjær tror, at det blandt andet hænger sammen med hvilke spillere, som er profilerede. Når børn er på Youtube, ser de på playmakere, der dribler og slår flotte pasninger. Ingen vil være spilleren, der bare skubber bolden bolden halvanden meter hen over målstregen, mener han.

”Som angriber har man sjældent bolden. Man skal være tålmodig, man skal mest bevæge sig uden bold, mens de fleste har lyst til have bolden meget og ligne en rigtig god fodboldspiller. Man vil være nummer 10.”

”I Norge har vi nu udviklet en offensiv midtbane-type. Det har været meget i fokus de seneste 10-15 år. Vi vil have flere boldspillere, og så har vi måske glemt målscorerne.”

Mere specialiseret træning er en del af Molde-trænerens bud på, hvordan man finder dem frem igen.

”De fleste hold har en målmandstræner. Jeg synes, det er mindst lige så vigtigt at have en angrebstræner og træne detaljer. På mit hold har vi hver onsdag rolletræning. Der er ingen fællestræning, men alle træner deres forskellige roller. Angriberne laver mål. De bruger fem-ti minutter på afslutninger efter hver træning, men hver onsdag er der specifik træning, hvor angriberne får lov til at score mål. Man skal score mål hver dag, hvis man vil være en god angriber,” siger Solskjær, der selv står for at træne angriberne i Molde. Han forsøger også at give dem den rette boksmentalitet.

”Angribere og målscorere skal have lov til at være egoister. De skal have lov til at tage ansvar for at score mål. For hvert skud man ikke tager, har man misset en chance. Hvis det rigtige er at afslutte, skal drengen eller pigen have lov til at afslutte på hvilket som helst tidspunkt. Hvad enten man er 10, 12, 14, 16, 18 eller 20 år – uanset niveau, hvis det rigtige er at afslutte, skal man afslutte.”

”Jeg havde en situation i min seneste kamp med U/16-holdet, hvor min angriber forsøgte at aflevere tre-fire gange i stedet for at afslutte selv. Jeg måtte sige til ham: ”Please, bare afslut. Hvis du brænder, er det mit ansvar. No problem, men bare prøv.” For nogen må tage ansvar for at være målscorer.”

Det gjorde Ole Gunnar Solskjær selv. 126 gange for Manchester United, 23 gange for det norske landshold. Nu forsøger han at give sine erfaringer videre