Smal Arsenal-sejr i dramatisk Newcastle-kamp
Foto: Scott Heppell/Polfoto
Premier League

Smal Arsenal-sejr i dramatisk Newcastle-kamp

Der var rødt kort, selvmål og masser af fokus på dommeren, da Arsenal vandt 1-0 over Newcastle.

Arsenal vandt lørdagens tidlige Premier League-opgør med 1-0 over Newcastle. 

Kampen var ikke gammel, før dommer Andre Marriner kom i fokus. Først undlod han at dømme straffe, da Florian Thauvin trådte Hector Bellerin i hælene. Efter et kvarter kom endnu en kontroversiel kendelse.

Den nye Newcastle-angriber Aleksandar Mitrović kom for sent i en duel med en Arsenal-spiller, som blev stemplet på skinnebenet. Det takserede Marriner til et direkte rødt til Mitrović til stor undren for de fremmødte Newcastle-fans.

Derfra tegner der sig et klart billede af første halvleg. Newcastle forsvarede sig med to firekæder dybt nede på egen banehalvdel, mens Arsenal forsøgte at spille sig frem til chancer. Det blev dog til mere boldflytteri end gennembrudsspil.

Efter 32 minutter burde Theo Walcott, der havde fået chancen fra start i stedet for Olivier Giroud, dog have bragt Arsenal foran. Tim Krul formåede ikke at holde en afslutning fra Alexis Sanchez, og Walcott skulle blot sparke returen i mål, men han chippede bolden over.

0-0 stod der til pause, og i anden halvleg fortsatte samme billede som i først: Arsenal med masser af boldbesiddelse og dommer Marriner med rundhåndet uddeling af kort. Inden for halvlegens første fem minutter havde han uddelt tre gule, hvilket fik hjemmebanefansene til at synge, at han bliver ”sacked in the morning”.

Syv minutter inde i anden halvleg fik Arsenal endelig udbytte af overtaget. Krul parrerede en Aaron Ramsey-afslutning ud i fødderne på Oxlade-Chamberlain, der var heldig med at få sit skud rettet af, så den netop gik på den rigtige side af stolpen og i mål. Scoringen blev noteret som et Fabricio Coloccini-selvmål.

Selv om Newcastle kom bedre med efter scoringen, havde hjemmeholdet mere end almindeligt svært ved at skabe chancer med 10 mand mod 11. Dermed sluttede et dramatisk opgør med en smal 1-0-sejr til Arsenal, der burde have skabt flere chancer med 75 minutter i overtal.