Sir Alex: Mourinhos lange tale var en udfordring til Abramovich
Foto: Scott Heppell/Polfoto
Premier League

Sir Alex: Mourinhos lange tale var en udfordring til Abramovich

Når man er manager for et hold som Chelsea, så kan man godt føle sig ensom. Derfor havde Mourinho brug for bekræftelse, og holdt sin lange tale efter Southampton-kampen, vurderer Alex Ferguson.

Da Chelsea manager José Mourinho holdt en syv minutter lang tale efter nederlaget til Southampton i Premier, så var det hele direkte rettet til klubejeren Roman Abramovich. Det mener ex-Manchester United-manageren Sir Alex Ferguson. 

Det forklarer skotten i et interview i Morning Joe, der er et morgen-show på MSNBC.

- Jeg har set nærmere på José Mourinho i den situation, da han sad under det pressemøde, og jeg har undret mig over om, det ikke var for at få tiltro fra Roman Abramovich, ved at sige "se her, tror du virkelig på mig? Dette er din mulighed for at tro på mig". Jeg tror, han udfordrede Roman på det tidspunkt, forklarer Alex Ferguson.

Det er også noget, som Alex Ferguson selv kan sætte sig ind i efter sine mange år i Manchester United.

- Jeg tror, der er en form for ensomhed ved at være manager i en klub som Chelsea. Jeg havde perioder i United på samme måde, hvor man føler, at man har brug for støtten fra de folk, der sidder over dig i organisationen. Det er det, José vil have, tror jeg, lyder det fra Ferguson.

Ferguson slog desuden til sidst i programmet fast, at han stadig tror på, at Chelsea nok skal ende i mindst top-4 i Premier League.