Alle ser ud til at have en holdning til Manchester Uniteds nyindkøb Bebe. Den tidligere hjemløse angriber har haft mange kritikere, der mener, at han ikke er i nærheden af at have niveau til Sir Alex Fergusons mandskab.
Nu melder endnu en sig på banen, nemlig den norske scout Tor Kristian Karlsen. Han overværede Portugals U/21-landskamp kamp mod England i går, og var ikke imponeret af Bebe.
- Jeg er skeptisk. Tiden vil vise det, men det vil overraske mig meget, hvis han slår til i United. Jeg siger ikke, at han ikke kan spille på et okay professionelt niveau, men at han kan sætte sit præg på Premier League, det ser jeg ikke. Det vil overraske mig meget, siger Karlsen til Dagbladet.
- United må have set et eller andet jeg ikke har set. De har taget en chance her, det indrømmer Ferguson også selv. Spilleren er købt på anbefalinger. Jeg har snakket med nogle af mine kontakter i Portugal, og jeg synes købet var mærkeligt før jeg så ham, og det synes jeg også nu. Især fordi der er så mange penge involveret, siger nordmanden.
Bebe blev købt til Man Utd for 70 millioner kroner.