Rooney støtter svagt-spillende Di Maria
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Rooney støtter svagt-spillende Di Maria

Angel Di Maria har slet, slet ikke fundet fodfæste på det seneste, men klub-anfører Wayne Rooney har kun støtte til overs for sin holdkammerat i Manchester United.

I sommer lavede Manchester United noget af et scoop, da det lykkedes klubben at hente argentinske Angel Di Maria i Real Madrid. Troede man. For selv om Angel Di Maria leverede på et ekstremt højt niveau til at begynde med, er argentineren dalet meget i niveau og har på det seneste leveret sløjt for Manchester United. Den 27-årige Di Maria kostede ellers Manchester United mere end 500 millioner kroner i sommer.

Nedturen er markant for Di Maria, der i starten af sæsonen scorede flotte mål og var Manchester Uniteds klart vigtigste spiller. Siden er han blevet tæt på statist, og i weekendens opgør mod Sunderland spillede Angel Di Maria de første 45 minutter, inden træner Louis van Gaal pillede ham ud ved anden halvlegs start.

Manchester United støtter dog stadig op om den dyre og normalt så gode Angel Di Maria. Klubkaptajn Wayne Rooney er sikker på, at han midtbanespilleren finder tilbage til sin bedste form snart.

- Det var sådan en dag, som alle spillere når at opleve (at blive udskiftet i pausen mod Sunderland, red.), siger Wayne Rooney.

- Han er en fantastisk spiller, og du mister ikke dit talent på en dag. Forhåbentlig finder han tilbage til sin bedste form og begynder at give os nogle fantastiske præstationer.

- Jeg er sikker på, at han regner det hele ud - det er vi alle nødt til nogle gange. Man er nødt til at finde ud af det selv, og jeg er sikker på, at han kommer til at give os nogle fremragende præstationer mellem nu og sæsonens afslutning.

Angel Di Maria spillede i sommer et stort VM og var en af hovedårsagerne til, at Argentina nåede VM-finalen. Han assisterede også 17 gange for Real Madrid i sidste sæson, mens det er blevet til tre mål og otte assist i denne sæsons Premier League.