Rodgers om sin nye belgier: En af verdens mest spændende
Illustration
Premier League

Rodgers om sin nye belgier: En af verdens mest spændende

Liverpools manager er ovenud tilfreds med, at klubben netop har skrevet under med det, han selv betegner som en af verdens mest interessante fodboldtalenter.

Brendan Rodgers er mere end almindelig tilfreds med, at Liverpool netop har skrevet under med den 19-årige belgiske angriber Divock Origi, der kommer til klubben efter et ophold i franske Lille. 

Og manageren tøver ikke med at bruge de helt store gloser, når han skal beskrive potentialet hos den belgiske teenager, der først tørner ud for Liverpool i 2015, da aftalen med Lille indebærer, at han udlånes tilbage til franskmændene i næste sæson. 

- For mig at se, så kan han blive en af de mest spændende talenter i hele fodboldverdenen. Det tror jeg fuldt og fast på, siger Rodgers til Liverpools hjemmeside. 

- Du ser mange gode spillere, men denne knægt - 19 år gammel. Han fik sit gennembrud under VM, men vi har holdt øje med ham før. Han har alt, der skal til for at blive en verdensklassespiller. Han er super hurtig, et vidunderligt touch, han har en god størrelse og er meget aggressiv, siger Rodgers om sit nye indkøb.