Rodgers: Gerrard er uerstattelig
Foto: Peter Byrne/Polfoto
Premier League

Rodgers: Gerrard er uerstattelig

Liverpool-manager Brendan Rodgers var fuld af roser til Steven Gerrard efter, at han scorede sejrsmålet i 2-1-sejren over QPR.

Ved stillingen 1-1 i anden halvleg mod QPR fik Liverpool et straffespark. Som vanligt tog anfører Steven Gerrard sig af det, men et svagt spark blev reddet af Robert Green.

Kort før tid fik han dog taget revanche, da han satte hovedet på et hjørnespark og headede 2-1-scoringen i mål. Et modsvar til dem, der mener at 34-årige Gerrard ikke længere har niveau til at spille for Liverpool. 

- Man kan se, hvordan han stadig gør en forskel på dette niveau. Der var folk bag mig på tribunen, der råbte, at jeg skulle skifte ham ud, men jeg ved, at når han er på banen, så er der altid muligheder for et mål.

- Han er uerstattelig. Han er en utrolig spiller. Det er nok først, når han er væk, at folk opdager hvor stort hans talent er, siger Liverpool-manager Brendan Rodgers ifølge fifa.com.

Steven Gerrard har kun én kamp tilbage på Anfield. Det er sæsonens sidste mod Crystal Palace. Derefter venter et amerikansk eventyr hos LA Galaxy.