Rodgers: Forstår godt Agger
Illustration
Premier League

Rodgers: Forstår godt Agger

Brendan Rodgers kunne ved selvsyn konstatere, hvor populær Daniel Agger er i Brøndby, da Liverpool spillede venskabskamp mod det danske hold i juli. Han forstår godt, at Daniel Agger vil tilbage til Brøndby.

Brendan Rodgers har i dag sagt farvel til Daniel Agger, der skifter fra Liverpool til Brøndby IF på en toårig aftale. Den nordirske manager nåede at arbejde sammen med Agger i to sæsoner og gjorde ham undervejs til viceanfører efter Steven Gerrard, og Rodgers er glad for at have fundet en løsning, der gør Daniel Agger glad og tilfreds.

- Vi ønsker Daniel og hans familie alt det bedste for fremtiden. Vi har diskuteret Daniels fremtid med ham i løbet af sommerpausen, og jeg ved, det her er en beslutning, som han har truffet efter en masse overvejelser og sjælegranskning. Daniel elsker Liverpool og klubbens fans, og han har en unik forbindelse med dem, siger han til klubbens hjemmeside.

Han kunne ved selvsyn konstatere, hvor populær Daniel Agger fortsat er i Brøndby i løbet af sommeren, hvor Liverpool var forbi Brøndby Stadion til en træningskamp.

- Da vi havde muligheden for at spille mod Brøndby i preseason, så vi, hvor afholdt han var, og jeg forstår godt, at han gerne vil vende tilbage til det. På alle i Liverpools vegne vil jeg gerne sige tak til Daniel for hans arbejde i klubben, og jeg håber, at han slutter karrieren med nogle gode tider i Danmark.

Daniel Agger nåede at spille 232 kampe for Liverpool.