Pellegrini: Vi viste, hvorfor vi er mestre
Illustration
Premier League

Pellegrini: Vi viste, hvorfor vi er mestre

Manchester City slog Crystal Palace med 3-0 uden angribere i truppen.

Manchester City leverede en flot præstation, da de i lørdagens tidlige Premier League-kamp besejrede Crystal Palace med 3-0 efter to scoringer fra David Silva og en enkelt fra Yaya Toure. Det passede naturligvis City-manager Manuel Pellegrini godt.

- Der er måske nogen, der for en måned eller to siden ikke troede på, at vi kunne gå videre fra Champions League gruppen eller være involveret i kampen om mesterskabet. Men vi har altid troet på, at vi kunne gøre det. Vi har arbejdet hårdt for succesen hver eneste dag, og jeg er meget glad for, at spillerne viser, hvorfor vi vandt Premier League sidste sæson, udtaler Pellegrini efter kampen til ESPN.

Manchester City var lørdag hårdt ramt af afbud, og da både Aguero, Dzeko og Jovetic alle var ukampdygtige, måtte James Milner indtage pladsen helt i front. En opgave han løste til UG ifølge manageren.

- Milner var rigtig god i dag, hvor han blandt andet bevægede sig meget for at skabe plads til midtbanen. Han arbejder altid hårdt, og han fungerede rigtig godt på toppen, hvor han skabte plads til både Silva og Toure, fortæller Pellegrini.

Med sejren har Manchester City lige så mange point som Chelsea på førstepladsen i Premier League, inden Chelsea mandag spiller mod Stoke.