Endnu en af Manchester Uniteds tidligere helte på grønsværen skal være med til at hjælpe klubben oven på fyringen af David Moyes tirsdag.
Den tidligere midtbaneprofil Paul Scholes er således blevet en del af trænerstaben, der skal støtte den midlertidige manager Ryan Giggs, som står i spidsen for holdet i resten af sæsonen.
Manchester United oplyser således via klubbens Twitter-profil, at Paul Scholes er at finde på træningsbanen for klubben i dag, hvor han skal assistere Ryan Giggs. I forvejen er Nicky Butt og Phil Neville en del af staben, hvilket de også var under David Moyes.
Der resterer fire kampe i Premier League-sæsonen for Manchester United, der aktuelt ligger nummer syv i tabellen.