Video : Tipsbladet
Premier League

Nu sætter han ord på vraget Victor Kristiansen

Mandag gjorde Leicesters vikarierende manager, Dean Smith, en afvigelse, da han ikke startede med Victor Kristiansen på venstre back mod Everton.

Foruden en ufrivillig skadespause så har Victor Kristiansen været fast mand på venstre back i Leicester dette forår.

Både under Brendan Rodgers, som hentede ham i FC København tilbage i januar, og under klubbens vikarierende manager, Dean Smith, er danskeren blevet vist tillid.

Det ændrede sig for første gang under hans engelske eventyr i mandagens bundkamp mod Everton, hvor Dean Smith startede Luke Thomas foran Victor Kristiansen.

Ifølge Leicester Mercury foretrak Dean Smith med egne ord en spiller, som var klar til "en hård kamp."

- Jeg mener, det er en kompetitiv position. Vi startede med Victor mod Manchester City, hvor han blev skiftet ud til fordel for Luke i pausen, som gjorde det rigtig godt, indleder Dean Smith om konkurrencen mellem danskeren og Luke Thomas.

Efter Manchester City-kampen blev Victor Kristiansen igen foretrukket fra start i de efterfølgende to kampe. Mod Everton blev hen henvist til bænken.

- Victor var tilbage igen mod Wolves, hvor han gjorde det godt. I den efterfølgende kamp mod Leeds, synes jeg, at han havde det svært, og derfor skiftede vi til Luke mod Everton. De kæmper begge to om pladsen lige nu, siger Dean Smith.

Snart kan Victor Kristiansen og Luke Thomas få endnu en konkurrent at bekymre sig om. Højrebacken Ricardo Pereira er snart sin skade kvit, og det kan frigive Timothy Castagne til venstre back-positionen.

Leicester Mercury spekulerer således i, at Pereira er klar til mandagens kamp mod Fulham, hvor det meget vel kan blive den løsning, som Dean Smith vælger at gøre brug af.

Kampen mod Everton endte iøvrigt 2-2, hvor Victor Kristiansen blev indskiftet i slutminutterne. På mandag venter Fulham i endnu en drabelig duel, hvor Leicester skal forsøge at sikre sig nye point i kampen om overlevelse.

Lige nu er man et af tre hold, som er placeret med 30 point i bunden af Premier League. Qua en bedre målscorer er man placeret foran Nottingham Forest, som indtager pladsen på den forkerte side af stregen sammen med Everton og Southampton.