Video : Tipsbladet
Premier League

Nørgaard langer ud: De leger med folks liv

Brentford er i denne sæson indblandet i nedrykningskampen i Premier League, som har fået et ekstra krydderi i denne sæson.

Den engelske danskerklub Brentford er i denne sæson i gang med en dans lige over nedrykningsstregen i Premier League. Det er særligt blev aktuelt efter Evertons point-reduktion er blevet omstødt fra minus ti point til seks af slagsen.

Det betyder nu, at Everton har overhalet Brentford, som nu har fem point ned til nedrykningsstregen. Der venter dog en ny høring i den kommende tid, hvor endnu en afgørelse kan være på vej.

Den udvikling har London-klubbens anfører Christian Nørgaard udtalt sig om i et interview med London Evening Standard.

- Det er svært for mig at kommentere på disse reduktioner. Et eller andet sted sidder nogen med en lommeregner og indtaster point, trækker point fra. Jeg ved det ikke. Det er folks job, folks liv, de leger med, siger han og fortsætter:

- Jeg ved ikke, hvad der foregår, for at være ærlig. Vi skal fokusere på os selv, ikke på Everton. Jeg er sikker på, at vi vil forbedre os, og jeg er sikker på, at vi vil finde os selv i sikkerhed i Premier League, når alt er sagt og gjort. Men der er ting, vi skal tale om og forbedre, lyder det fra Nørgaard.

Foruden Everton skal Nottingham Forest også igennem høringer, som forventes at blive gennemført i løbet af marts. Der er dog bekymringer om, hvorvidt sagen, der handler om økonomiske overtrædelser, først vil blive helt afgjort til sidst i sæsonen.

Brentford har tabt deres seneste tre kampe i træk, hvor det sidst blev til et nederlag på 2-4 til West Ham.