Newcastle-ejer sikrer Rangers-spillernes løn
Foto: Scott Heppell/Polfoto
Premier League

Newcastle-ejer sikrer Rangers-spillernes løn

Glasgow Rangers kunne ikke udbetale løn til spillerne, men endnu et lån fra Mike Ashley hjælper klubben.

Han er ejer af Newcastle, men engelske Mike Ashley er godt i færd med at slå rødder i Glasgow Rangers. Officielt må Ashley ifølge reglerne i Skotland ikke eje to klubber, så hans knap 10 procent af aktierne er det maksimale, han kan slippe af sted med. Men så er der andre måder at få kontrol og sikre sig mere indflydelse i klubben.

Newcastle-ejeren - der har tjent milliarder gennem sit firma Sport Direct - har af to omgange lånt Rangers millionbeløb, fordi klubben ikke har penge. Det betyder også, at der nu er to af Ashleys folk i ledelsen i form af Derek Llambias og Barry Leach, der er henholdsvis administrerende direktør og økonomidirektør. Og nu er der flere Ashley-venner på vej i Rangers.

Klubben kan ikke betale løn til medarbejderne, så Ashleys firma Sport Direct har lånt 90 millioner kroner til klubben. Det betyder, at Ashley nu må vælge to nye direktører til bestyrelsen, ligesom Sport Direct får en bid af den kommercielle kage, ligesom der stilles lånegaranti.

- Bestyrelsen har gennem længere tid søgt efter en langsigtet økonomisk plan for virksomheden, så der kan skabes stabilitet og bygges til fremtiden, skriver Rangers-formand David Somers i en meddelelse til fondsbørsen.

Glasgow Rangers blev for nogle sæsoner siden tvangsnedrykket, og klubben kæmper nu for at komme tilbage i det bedste selskab i Skotland. I øjeblikket er klubben at finde i den næstbedste række i Skotland.