Newcastle-argentiner kæmper mod kræft
Illustration
Premier League

Newcastle-argentiner kæmper mod kræft

31-årige Jonas Gutierrrez har fået testikelkræft, og han kæmper nu for at blive rask oven på den alvorlige sygdom.

Newcastle-spilleren Jonas Gutierrez har slet ikke spillet i denne sæson, ligesom han ikke har været med på klubbens preseason-tur til New Zealand. Det har undret klubbens fans, der slet ikke har fået en forklaring på, hvorfor Alan Pardew har set bort fra den 31-årige argentiner. Men nu viser det sig, at der er en god grund.

Jonas Gutierrez har nemlig fået testikelkræft, og han opholder sig lige nu i Argentina, hvor han kæmper mod den frygtede sygdom. I et følelsesladet interview på argentinsk tv fortalte Gutierrez tirsdag aften om sit forløb.

- Da jeg fik at vide, at jeg har kræft, gik jeg hjem og græd. Jeg kom her til Argentina og betaler for behandling, selv om jeg har kontrakt med Newcastle. Penge er ikke det vigtige. Det vigtige er mit helbred, og at jeg kom i kemoterapi, sagde Jonas Gutierrez.

Kantspilleren er kendt for sine lange mørke lokker. Hår, som han nu har mistet i forbindelse med kemoterapien. Han repræsenterede Argentina under VM i 2010, hvor han var fast mand under landstræner Diego Maradona, der benyttede ham som back. Newcastle hentede Gutierrez i Mallorca, men i sidste sæson mistede han sin plads på holdet og blev udlejet til Norwich.

- Det var svært at se mit hår forsvinde, jeg ville ikke klippe det, jeg ville holde fast i det. At kæmpe mod kræft gør andre problemer ligegyldige. Jeg har valgt at fortælle min historie, fordi det måske kan hjælpe andre med kræft, sagde Jonas Gutierrez.

Gutierrez bliver i Argentina og kæmper mod sygdommen. Han er ikke den første Premier League-spiller, der har fået konstateret kræft. Også Stiliyan Petrov, tidligere Aston Villa, har kæmpet mod leukæmi. En kamp, som han vandt.