Michael Laudrup fyret i Swansea
Illustration
Premier League

Michael Laudrup fyret i Swansea

Michael Laudrup er tirsdag aften blevet fyret i Swansea.

Michael Laudrup er tirsdag aften blevet fyret som manager i Premier League-klubben Swansea. Danskeren havde en fabelagtig første sæson i den walisiske klub, men i anden sæson har resultaterne svigtet, og desuden har danskeren været på kollisionskurs med formand Huw Jenkins. Det lagt sammen har nu kostet Laudrup en fyreseddel.

- Det er en beslutning, vi har truffet nødtvungent. Det er første gang i næsten ti år, at klubben vælger at fyre en manager på denne måde, men vi måtte fjerne den konstante usikkerhed omkring klubben og Michaels langsigtede fremtid her, siger Huw Jenkins og fortsætter:

- Jeg havde i dag et møde med Michael som et sidste forsøg på at støtte ham. Det skulle blandt andet ske ved at styrke hans trænerteam for at sikre de resultater, vi har brug for, i de sidste 14 spillerunder. Men efter at have tænkt længe over den bedste vej frem følte jeg, at det var usikkert, om vi kunne stable et stabilt miljø på benene, hvilket er en nødvendighed for at bringe os tilbage på ret kurs.

- Nu kan vi ligge det bag os og se fremad som en samlet klub. Vi takker Michael Laudrup for hans indsats i de seneste 18 måneder og ønsker ham held og lykke fremover.

Garry Monk overtager midlertidigt trænergerningen i Swansea. Historien melder ikke noget om, hvorvidt Morten Wieghorst følger Laudrup ud af vagten.