Matic årets spiller i Serbien
Illustration
Premier League

Matic årets spiller i Serbien

Torsdag aften løb Nemanja Matic med prisen som årets bedste fodboldsspiller i Serbien.

Nemanja Matic har fået sit helt store gennembrud for Chelsea, hvor han har udviklet sig til at være en af de toneangivende spillere i Mourinhos trup. Storspillet er også blevet bemærket i hjemlandet, hvor serberen netop har vundet prisen som nationens bedste spiller i 2014.

- Det er en individuel pris, men begge mine hold, både Chelsea og landsholdet, har hjulpet mig på vejen her til. Prisen betyder meget for mig. Fra i dag er jeg nødt til at blive endnu bedre. I fodbold findes der ikke noget "i går". Jeg vil fortsætte min udvikling, for jeg tror på, at endnu bedre dage findes forude, udtalte Matic, da han modtog prisen.

Matic har spillet 34 kampe i Premier League for Chelsea, hvor det er blevet til en enkelt scoring. Den 26-årige midtbanespiller efterfølger holdkammeraten Branislav Ivanovic, der modtog prisen sidste år.