Man City og Benitez lune på hinanden
Foto: Alessandra Tarantino/Polfoto
Premier League

Man City og Benitez lune på hinanden

Rafael Benitez vil gerne tilbage til engelsk fodbold, og Manchester City skal måske have ny manager, hvis Manuel Pellegrini bliver fyret. Det har fået parterne til at overveje hinanden.

Der er fortsat et par løse ender, der skal gå op, før det bliver en realitet, men de første skridt er tilsyneladende blevet taget. Rafael Benitez overvejer således at vende tilbage til engelsk fodbold denne sommer, hvilket skal have alarmeret ledelsen i Manchester City.

Årsagen er, at den nuværende manager, Manuel Pellegrini, måske bliver fyret, og så skal de lyseblå på trænerjagt. Rafael Benitez' familie bor fortsat i Liverpool, hvorfor en tilbagevenden til en storklub i det nordvestlige England er attraktivt for ham. Det skriver avisen The Independent.

Det er Citys mandagsnederlag til Crystal Palace, der skulle have overbevist klubledelsen om, at Pellegrini ikke skal fortsætte i klubben efter sommerferien. Derudover er man ikke imponeret over Citys præstationer i Champions League.

Det er netop Benitez' erfaring af europæisk fodbold, der gør, at Manchester City overvejer at tilbyde ham en kontrakt, hvis han ikke ønsker at forlænge aftale med Napoli, der udløber denne sommer. Førstevalget skulle være Pep Guardiola, men ledelsen tror ikke, det er muligt at lokke ham væk fra Bayern München.