Lukas Podolski er utilfreds i Arsenal
Illustration
Premier League

Lukas Podolski er utilfreds i Arsenal

Lukas Podolski er ikke tilfreds i Arsenal og kræver en snarlig ændring af situationen - ellers skifter han klub til vinter.

Lukas Podolski har været noget af en marginalspiller for Arsenal i denne sæson. Den tyske angriber står blot noteret for godt 45 minutters Premier League-fodbold, og dermed tegner der sig et klart billede af en spiller, der ikke umiddelbart indgår i Arsene Wengers planer. Selv ikke en skade til førsteangriberen Olivier Giroud har betydet mere spilletid for tyskeren.

Skriften på væggen kan Lukas Podolski imidlertid også læse, og det har fået ham til seriøst at overveje at forlade The Gunners, som han kom til fra FC Köln i 2012.

- Jeg har bedømt min situation på holdet, og den skal forandres nu. Vi må se, hvad der sker til vinter. Faktum er, at jeg ikke er tilfreds, siger Lukas Podolski til goal.com.

Lukas Podolski har kontrakt Arsenal frem til sommeren 2016, så han bliver under ingen omstændigheder en billig herre at få fingrene i. Alligevel skal der nok være mange klubber, som føler, de kan bruge en angriber med over 100 landskampe for Tyskland på CV'et.