Liverpools krav til Balotelli: Opfør dig ordentligt
Illustration
Premier League

Liverpools krav til Balotelli: Opfør dig ordentligt

Liverpool kræver klausul i Mario Balotellis kontrakt, så angriberen styrer uden om nye ballade-sager, der har været mange af i karrieren.

Liverpool er enige om prisen for en Mario Balotelli-handel med AC Milan. Premier League-klubben kan hente angriberen for 150 millioner kroner, og angriberens agent holdt torsdag aften møde med repræsentanter fra Liverpool.

Forhandlingerne omkring de personlige forhold blev ikke afsluttet og fortsætter fredag. Ud over Balotellis løn og bonusaftaler indeholder forhandlingerne også retningslinier for den kontroversielle angriber, der gennem sin karriere gang på gang har bragt sig i uføre både på og uden for banen.

Liverpool vil i kontrakten have indført en special-klausul, der skal sikre, at Balotelli lever op til klubbens værdier og regler. Klausulen kommer til at give Liverpool forskellige sanktionsmuligheder, hvis Balotelli bryder reglerne og værdisættet. 

Ud over talrige episoder uden for banen, har Balotelli også haft en tendens til sløset indstilling til både træning og kamp, og det vil Liverpool have en forsikring mod, inden man byder italieneren velkommen i klubben.

Hvis Liverpool og agenten Mino Raiola når til enighed i forhandlingerne er det ventet, at Balotelli inden for 48 timer lander i Liverpool for at gennemgå lægetjek og mødes med manager Brendan Rodgers.

Det betyder også, at Mario Balotelli ikke kan nå at blive registreret til mandagskampen mod hans tidligere klub Manchester City. 

Tidligere på måneden var AC Milan modstander til Liverpool i en træningskamp. Dengang sagde Brendan Rodgers om Balotelli.

Balotelli er et stort talent. Det kunne man se allerede i hans tid i Inter og selvfølgelig noget tættere på, da han kom til Manchester City. Han har det hele. Han er 189 centimeter høj, han er hurtig, hans touch på bolden er fremragende og han kan score mål.

- Han tog tilbage til Italien for at spille men er stadig ung. Hvis hans fokus er rigtigt, hans koncentration er den rette og han indstiller sig på at leve som en topatlet, kan han spille for et hvilket som helst hold i verden. 

Men den sandsynlige tilgang af Mario Balotelli vil snakken om en afløser for Luis Suarez forstumme og det samme vil ske for rygterne om, at Liverpool har været ude efter den aldrende Samuel Eto'o, der kontraktfri efter tiden i Chelsea.