Liverpool må undvære sin lykkeamulet
Illustration
Premier League

Liverpool må undvære sin lykkeamulet

Daniel Sturridge er ude med en forstrækning, og det er en bet i Liverpools guldjagt at undvære angriberen, som løfter sejrsprocenten gevaldigt.

Daniel Sturridge har sammen med Luis Suarez været Premier Leagues farligste duo i denne drømmesæson for Merseyside-holdet. Med 49 mål i alt har duoen, de kalder SAS, været den måske vigtigste ingrediens i den mesterskabscocktail, som Brendan Rodgers er ved at lave færdig.

Derfor er det også en stor streg i regningen, at Daniel Sturridge måtte trække sig ud af 3-2-sejren over Manchester City med en forstrækning, som muligvis kan holde ham ude af noget eller i værste fald hele guldspurten.

Liverpool havde deres dårligste periode i de ni kampe i december og januar, hvor Daniel Sturridge også sad uden for. Ifølge The Independent har Liverpool tabt 33 procent af kampene uden Sturridge, mens det tal er helt nede på 13 procent, når Sturridge er på banen.

Ifølge The Independent var Daniel Sturridge mandag forbi lægestaben i klubben for at få tilset sin skade, men endnu er det ikke kommet ud, hvor slemt det står til. Skulle det være en fibersprængning, misser Sturridge resten af sæsonen.