Lindegaard risikerer bøde for Twitter-comeback mod Rooney
Premier League

Lindegaard risikerer bøde for Twitter-comeback mod Rooney

Ifølge Goal.com vil FA straffe Anders Lindegaard, fordi han bryder reglementet for brug af sociale medier.

Det er åbenbart ikke alle, der synes, at Anders Lindegaards seneste tweet er så sjovt.

Ifølge Goal.com overvejer FA nemlig at give den danske målmand en bøde for det, som helt sikkert bare var tænkt som et kækt comeback mod Wayne Rooney.

Lindegaard slog igen på det sociale medie, efter Rooney i aftes blev citeret for at kalde Lindegaard for "irriterende" i Sport Magazine. Rooney svarede på et spørgsmål om, hvem han mindst af alle ville sidde fast i en elevator med, og her faldt valget altså på Lindegaard.

Det fik i dag danskeren til tasterne, hvor han på Twitter skrev følgende:

- Er det derfor, du ikke vil sidde fast i en elevator med mig?

Samtidig lagde Lindegaard et billede op fra en Manchester United-kamp, hvor de to tidligere holdkammerater bliver fanget i en særdeles uheldig position.

Goal.com skriver, at FA vil straffe Lindegaard, ford han bryder reglementet for brug af sociale medier. Carlton Cole gjorde det samme tidligere i år, og det kostede ham en bøde på 200.000 kroner.