Leicester-truppen skal se Tottenhams skæbnekamp sammen
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Leicester-truppen skal se Tottenhams skæbnekamp sammen

Kasper Schmeichel og resten af Leicester-truppen bliver mestre, hvis Tottenham ikke får tre point mod Chelsea. Og hele truppen skal se det sammen.

Omkring klokken 22.45 kan der springe champagneflasker i Leicester, hvis det mandag aften ikke lykkes for Tottenham at vinde ude mod lokalrivalerne Chelsea. Så vil Christian Eriksen og Tottenham ikke længere være i stand til at hente Kasper Schmeichel, og vinder Leicester, kan du være sikker på, at der bliver fest.

Således sidder mange arbejdsgiver i Leciester nok og frygter, at mange medarbejdere ringer sig syg tirsdag morgen - i hvert fald bliver der fest i hele byen, og det bliver der nok også blandt spillerne.

Schmeichel og hele Leicester-truppen har nemlig besluttet sig for at se opgøret sammen - dog uden manager Claudio Ranieri, der er rejst til Italien.

- Vi er nødt til at se det. Vi kan ikke ignorere det, siger Marc Albrighton til Sky Sports.

- Jeg kiggede ikke sidste uge (Tottenhams kamp, red.), men nu hvor vi har en chance for at vinde, er vi nødt til at se det sammen, og vi kommer nok til at være sammen hele natten, siger han videre.

Leicesters bedste placering i den bedste engelske række er en 2. plads, og klubben kan altså nu for første gang i historien vinde det engelske mesterskab.