Christian Poulsen har fået rigtig meget skæld ud for sine hidtidige indsatser i den røde Liverpool-trøje, men danskeren kan trods alt glæde sig over, at lige meget hvor meget kritik han har fået, har en bestemt spiller altid overgået ham på det punkt - nemlig Paul Konchesky.
Roy Hodgsons yndling er langt fra blevet et hit på Anfield, og nu ser det ud til, at Konchesky efter blot et halvt år i klubben har opgivet at blive det. Engelske Daily Mail skriver nemlig, at venstrebacken er tæt på at forlade Liverpool for at vende tilbage til Fulham, hvor han i forrige sæson nød stor succes.
Der er dog det lille problem, at et skifte tilbage til Craven Cottage ikke kan blive aktuelt før til sommer, for Konchesky nåede nemlig at spille en enkelt kamp for Fulham i denne sæson inden han drog til Liverpool, og da en spiller maksimalt må repræsentere to Premier League-klubber samme sæson, er englænderen spærret.
Derfor spekuleres der i, at venstrebacken lejes ud til en Championship-klub resten af sæsonen, og derefter skifter tilbage til Fulham, hvor Koncheskys afløser, Carlos Salcido, ikke har været overbevisende.