Koeman: Bertrand bliver kun bedre
Illustration
Premier League

Koeman: Bertrand bliver kun bedre

Southamptons manager, Ronald Koeman, mener, at Ryan Bertrand udvikler sig meget af at spille førsteholdsfodbold igen.

Ryan Bertrand, som Southampton har lejet i Chelsea, scorede, da Southampton i weekenden slog Queens Park Rangers med 2-1.

Den sydengelske klub ligger derfor nu nummer to i Premier League, og Ronald Koeman er ikke i tvivl om, at en spiller som Ryan Bertrand har godt af igen at få lov til at spille førsteholdsfodbold:

- Hvis du er Chelsea-spiller, så er du en god spiller, men han har manglet at spille førsteholdsfodbold. Han har vist sine kvaliteter allerede fra den første dag, og alt han manglede var fast spilletid, så han kunne blive stærkere og mere selvsikker, fortæller Koeman til SkySports.

Koeman fortæller samtidig, at han er meget glad for Bertrand som spiller: 

- Jeg kan virkelig godt lide ham som spilletype, da han er en meget offensiv back, lyder det fra Southampton-træneren.

Southampton møder i deres næste ligakamp Tottenham på udebane.