Jose Mourinho hylder fantastiske nyindkøb
Illustration
Premier League

Jose Mourinho hylder fantastiske nyindkøb

Jose Mourinho er dybt imponeret over Diego Costa, Cesc Fabregas og Didier Drogba.

Diego Costa har ikke været i Chelsea i ret lang tid, men den spanske landsholdsangriber har allerede imponeret stort hos sin nye arbejdsgiver. Den tidligere Atletico Madrid-stjerne havde et ringe VM for Spanien, men på sin nye adresse i London har han fundet melodien fra start.

- Han er en god tilføjelse for os. Han er en fantastisk spiller. Teknisk er han meget, meget god, og det er en af grundene til, at spillerne også er tilfredse - hans kvaliteter er endnu højere, end hvad de havde forventet, siger Jose Mourinho til Sky Sports og tilføjer:

- Han er fysisk stærk og tilfører rigtig meget i løbet af en kamp. At have Diego Costa, Fernando Torres og Didier Drogba i vores angrebskæde giver os en masse forskellige kvaliteter. Vi er virkelig stærkt besatte på den position nu.

Chelsea-manageren har også store roser til Cesc Fabregas og Didier Drogba, der også er kommet til Stamford Bridge i dette transfervindue.

- Jeg ser ham som en spiller, der tænker fodbold hurtigere end de fleste. Han er den type spiller, vi har brug for på midtbanen for at tage os til en ny dimension. Han har det hele, siger Mourinho om Cesc Fabregas og tilføjer om Drogba:

- Dræberinstinktet er der, og teknikken til at score mål er der også stadig. Han er stadig meget fysisk stærkt, og mentalt er det nøjagtig det samme.

Chelsea møder oprykkerne fra Burnley i sæsonpremieren i Premier League.