Jonas Gutierrez gør comeback i Newcastle
Illustration
Premier League

Jonas Gutierrez gør comeback i Newcastle

Jonas Gutierrez er kommet sig over sin kræftsygdom og gør i dag comeback i Newcastle på U21-holdets kamp mod West Ham.

Det har været en lang vej tilbage, men Jonas Gutierrez har kæmpet flot og bravt hele vejen. Den argentinske fodboldspiller blev sidste år ramt af testikelkræft, og han har siden været igennem operation og en omfattende kemobehandling. Det har han klaret så godt, at han mandag er klar til at få comeback for Newcastle, når klubbens U21-mandskab møder West Hams ditto.

Gutierrez har haft et hårdt forløb sideløbende med bekæmpelsen af sygdommen, da manager Alan Pardew informerede ham om, at han helst skulle finde en ny klub i januar og allersenest til sommer, hvor hans kontrakt med klubben udløber. Det ønske har Pardew dog sidenhen trukket i land, så han nu gerne vil beholde Gutierrez i klubben.

Den argentinske offensivspiller var senest i aktion for Newcastle i oktober 2013, hvor han kom på banen mod Cardiff City i Premier League.