Interview: Schmeichel og fars skygge

Schmeichel. Det er et svært navn at løbe fra. Men DNA'en, opvæksten og Kasper Schmeichels egen motivation for at blive en af verdens bedste målmænd har sat ham i en position, hvor han konstant sammenlignes med sin far. Tipsbladet fik lov til at følge Kasper en hel dag på arbejde for at høre, hvorfor Notts County var det bedste valg i hans karriere, hvorfor David Seaman og David James har betydet ligeså meget for ham i hans fodboldliv som hans far, og hvorfor det pres der måtte komme med navnet Schmeichel intet betyder for ham.

Bragt i Tipsbladet 17/12 2010

Det er ikke et sted for svigermødre. Området omkring Leeds United træningsanlæg i Thorp Arch 35 kilometer nordøst for centrum af Leeds. Over for træningsanlægget ligger fængslet HM Prison Wealstun der under kategorien C huser fanger, »der ikke kan stoles på at overholde reglerne i et åbent fængsel, men som sandsynligvis ikke vil forsøge at flygte.«

På den anden side af vejen, hvor Leeds United er i fuld gang med deres forberedelser til lørdagens storkamp mod rækkens nummer et Queens Park Rangers kan den hyppige brug af ordet fuck godt forbindes med sproget i et fængsel, men der stopper sammenligningerne også.

Tirsdag den 14. december har Tipsbladet fået en sjælden invitation bag murene i Leeds United, der i øjeblikket er placeret på en overraskende fjerdeplads i den næstbedste engelske række. Ja, man kan med rette påstå, at det er nemmere at komme ind og besøge naboerne i fængslet, end det er at få lov til at se hvilket som helst professionelt hold i England træne, men i forbindelse med vores interview med Kasper Schmeichel, er der i dag besøgelsestid hos traditionsklubben.

Det er uundgåeligt at lade være med at tænke tanken. Også selv om man har set ham før. Nøj, hvor han ligner sin far, Kasper Schmeichel. Smilet, øjnene og det blonde hår. Og især - finder jeg ud af senere - den måde han snakker på og selvtilliden hvormed han leverer sine synspunkter.

»You German bastard« råber tredjemålmand Alan Martin til Kasper Schmeichel som et led i deres konstante kærlige tilsvining af hinanden.

Og Schmeichel svarer tilbage, at han skal tage sin skotske røv tilbage over grænsen eller noget i den retning. Det går hurtigt, og man skal ikke misforstå det. De kan lide hinanden, det er der ingen tvivl om, men det er en del af jargonen ved målmandstræningen under ledelse af Andy Beasley.

Lige så hurtigt som kæften går, lige så intensivt og koncentreret er de fem målmænd (Kasper Schmeichel, Shane Higgs, Alan Martin og to ungdomsmålmænd), når øvelserne først er i gang.

»Brilliant save«, råber målmandstræneren ved de allerbedste redninger, og dem er der altså en del af. Det er tydeligt at se, hvor adræt og smidig Kasper Schmeichel er trods sine 188 centimeter, når han som en fjeder flipper sin krop vandret en meter over det kolde våde græs. Det som dog er mest overraskende, når man kun står få meter fra ham og overværer øvelserne, er styrken i hans hænder og gribeteknikken hvormed han suger boldene til sig.

»Jeg var utrolig heldig, at jeg i min tid i Manchester City spillede sammen med min far, David Seaman, David James, Nicky Weaver, Joe Hart og Shay Given. At se sådan nogle mennesker spille og træne, så danner du et billede af og en ide om, hvad der kræves for at nå så langt. Så tager du forskellige ting fra forskellige spillere,« siger Kasper Schmeichel senere på dagen og uddyber.

»Jeg kan ikke spille som David Seaman, David James eller Shay Given, men der er elementer af deres spil, jeg kan bruge i mit spil. Hos David Seaman er det hans rolighed. Ligegyldigt hvor tændt folk var, så var det lærerigt at se roligheden i hans kropsprog og hans hænder. Jeg har aldrig set en mand, der kunne gribe en bold som ham. Han greb bolde, han ikke havde nogen ret til at gribe, fordi han havde en balance i sin måde at bevæge sig rundt i målet på.«

»David James havde en speciel autoritet. Han så intimiderende ud, og man vidste, han var der, og Shay Given, synes jeg er en spektakulær målmand, fordi han er som en mur. Det kan godt være, han ikke griber boldene, og det ikke ser ortodoks ud, men bolden går bare ikke forbi ham.«

Han følger ikke et nøje afmålt træningsprogram, der er skitseret med sirlige grafer og formuleret med bestemte delmål, fortæller Kasper Schmeichel. Fra han var helt lille, har han med sine egne øjne set, hvad der skulle til for at blive en af verdens bedste målmænd.

Både i kraft af de timer, man skulle arbejde på træningsbanen, og også hvordan man skulle leve resten af tiden. Det er indkodet i hans DNA og åbenbaret under hans opvækst. Han sociale arv er fodbold, og i stedet for at bryde den, vil han videreudvikle den. Derfor sætter han en dyd i at ankomme to en halv time, inden træningen i Leeds som regel begynder klokken 10.30. Han svømmer en lille tur og går i styrkerum for at gøre sin krop klar til de strabadser, der følger, når han betræder træningsbanen ved ti-tiden og først går derfra igen - helst som den sidste - når den lille viser rammer klokken et.

»Jeg er i en lidt anden situation end mange andre på min alder, fordi mit liv altid har været fodbold. Jeg har været involveret i fodbold fra en meget tidlig alder, og jeg har set fodbold på meget tæt hold gennem min far. Det er ikke fordi, jeg vil lyde arrogant, når jeg siger det her, men jeg vil mene, at jeg har en god ide om, hvad det kræver (for at blive den bedste), og hvilke ting der skal nås,« siger Kasper Schmeichel og fortsætter.

»Når jeg havde fri fra skole, da jeg var lille, fik jeg lov at komme med min far til træning. Det var ikke usædvanligt for mig at se David Beckham, Ryan Giggs og Eric Cantona.  Det var bare fedt. Og når jeg tænker tilbage på det, har det været utrolig lærerigt at se de her mennesker, og det har haft stor indflydelse på den måde, jeg arbejder på. Min mentalitet er, at jeg skal arbejde hårdere end alle andre for at blive den bedste. Det har jeg taget fra en lang række af spillere, jeg har været heldig at se.«

***
The Starfish-jump . Det blev en trademark-Peter Schmeichel redning under hans otte år i Manchester United.

Det ligner mest af alt en håndboldredning, hvor målmanden kommer springende ud i skuddet med ben og arme strakt ud til hvert sit hjørne.

Kasper Schmeichel bruger den også, og det samme gør Joe Hart, som tidligere på året efter en landskamp mod Bulgarien, udtalte, at det var noget, han havde lært af Kasper Schmeichel.

Kasper Schmeichel påpeger dog, at det han mest af alt har lært af sin far som målmand er mentaliteten, der ligger bag resultaterne.

«Jeg har som sagt været i den her verden i mange år på grund af min far. Jeg har set, hvad det kræves. Han blev jo kåret til verdens bedste målmand, så jeg har set, hvad der kræves for at komme til det stadie. Den vilje og det arbejde der skal til. Ikke bare ude på træningsbanen men også hvad der skal laves i styrkerummet og den disciplin, der kræver i dit liv. At du ikke er ude og drikke. Men det han har lært mig er først og fremmest, at du skal nyde det du gør. Der er ingen ting, der kommer til dig. Du skal gøre dig fortjent til alt. Jeg har lært, hvis jeg vil opnå noget i fodbold, så skal jeg arbejde dobbelt så hårdt som de andre.«

Ligesom mange andre sønner af store fodboldspillere, så må Kasper Schmeichel leve med de konstante sammenligninger med sin far. For de fleste er slaget tabt på forhånd, for hvor mange målmænd i hele verden når det spillemæssige niveau, som Peter Schmeichel nåede?

Måske en håndfuld i løbet af et årti?

Sportsjournalisten Phil Hay, der følger Leeds United for Yorkshire Evening Post, mener, at sammenligningen i dette tilfælde sker, fordi der er noget at sammenligne med. Kasper har kvaliteterne til, hvis ikke til at blive lige så god en dag som sin far, så i det mindste skabe en karriere, der ¿ er Phil Hay sikker på ¿ kan gøre ham til fast inventar i Premier League.

For Kasper Schmeichel selv er sammenligningen spil af tid at koncentrere sig om. 

»Jeg har aldrig nogensinde tænkt over mit efternavn på nogen måde. Det er en ting, der er bygget op som pressen og fans og så videre godt kan lide at bruge. Jeg synes personligt, det er noget af det mest kedelige. Jeg kan ikke forstå, at folk gider høre om det. Jeg synes, det må være noget af det kedeligste at høre om. Jeg bliver spurgt om det hele tiden, og det er en del af det.«Irriterer det dig?«At blive sammenlignet med én der var den bedste målmand i verden? Hvad der galt i det? Det gør mig intet. Men jeg læser ikke rigtig aviser. Jeg har nogle venner i Danmark, som sender mig et link, når der er skrevet noget og spørger, om det her er rigtigt. Jeg ved, så meget er det er usandt. Jeg tager mig ikke af alle de ting. Det betyder ikke så meget for mig. Det, der betyder noget, er, at mine holdkammerater er tilfreds med mig.«

Har I som familie sat jer ned og snakket om, hvordan du bedst forholder dig til det her?
«Nej. Jeg tror heller ikke min far rigtig læser medierne. Det er ikke noget, som har indflydelse på vores liv. I hvert fald ikke mit. Fodbold er hårdt nok i sig selv, og det kræver nok energi at spille fodbold og koncentrere sig og lade op til kampe. Der er ingen grund til at spilde unødig energi på ting, du ikke kan gøre noget ved. Jeg kan ikke gøre noget ved det, så der er ingen grund til, at jeg bliver sur eller frustreret over det. Det kommer til at ske, men jeg lader det bare gå. Jeg har nok i min familie og mit fodbold til at bruge min energi på det.«

Rådfører du dig hos din far?
«Der er han god. Han blander sig ikke, med mindre jeg kommer over til ham og spørger om noget. Han er min far og, så er der ikke så meget andet. Jeg har mødt mange mennesker i fodboldverdenen, som jeg stadig har kontakt til. Nogle af de målmænd jeg har spillet sammen med, selvom de er dobbelt så gamle som mig, så har jeg stadig kontakt til dem. Jeg spillede med Tim Flowers, og han blev senere min træner. Ham snakker jeg tit med. Jeg har Jan Rindom i Danmark, som jeg tit diskuterer fodbold med og ting uden for fodbold. Jeg bruger alle de her folk.«

Har du nogensinde sagt til din far, at han skal blande sig uden om, for det klarer jeg selv?
«Jamen, det gør jeg i sidste ende alligevel. Jeg har ikke nogen agent, for når det kommer til fodbold, så ordner jeg det selv, for jeg vil gerne bestemme over min fremtid.«

Hvad syntes han om dit skifte til Notts County?
«Det må du spørge ham om. Det har vi ikke snakket om. For mig personligt var det absolut det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg fik et opkald og tænkte det over det selv, sagde det til min far, og han sagde, »det lyder da interessant«. Så tog vi til møde og så besluttede jeg mig for, at det var det, jeg ville.« Hvor kan han hjælpe dig bedst, når det kommer til fodbold?«Det ved jeg ikke. Han skal bare være der, hvis jeg har brug for det. Det han gør nu, er det, vi aftalte. Det er det, vi begge gerne vil. At han er min far, og at han lader mig tage mig af min karriere. »

***
Det var på idrætsefterskolen Oure , at Kasper Schmeichel endeligt besluttede, at det var målmand, han skulle være. Han siger, at han egentlig syntes bedre om at score og skabe mål, end at forhindre dem, men han valgte pladsen, fordi det var der, han følte, han kunne drive det længst.

Det var i 2002, at han efter kun fire uger i Brøndby tog tilbage til England med hele sin familie, da hans far besluttede at tage en sidste sæson hos Manchester City. I Manchester City gennemførte Kasper Schmeichel sit scholarshipprogram i klubben, underskrev en professionel kontrakt inden han som 19-årig fik sin debut i Premier League.

Men det, der som bekendt startede så godt, endte som et slags luksusfængsel, hvor han fik en fed hyre og i bogstaveligste forstand fløj på første klasse, men hvor han ikke kunne få lov til det, han allermest ønskede sig. At spille kampe.

»Det var det eneste, jeg ville. Jeg tiggede og bad om at forlade klubben i to år. Jeg havde et år tilbage af min kontrakt, dengang jeg spillede fast (2007), men jeg ville ikke skrive under på en ny kontrakt med City på det tidspunkt. Til sidst blev jeg kaldt til møde med klubben og fik fortalt, at de så mig både som førstemålmand nu og i mange år fremad.

»Her er vores sidste udkast,« sagde de. Lønnen var ikke vigtig for mig overhovedet.«

»Vi accepterer, du er ung og kommer til at lave fejl, men vi tror på dig.« Min far sagde så til mig, at det var op til mig, og hvad jeg følte. Jeg tænkte: jeg spiller i den bedste liga i verden i en klub, som tror på mig, så jeg kunne ikke finde én grund til at, jeg ikke skulle skrive under. Jeg skrev under torsdag, trænede som normalt fredag, og da vi kom til hotellet om aftenen, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle spille lørdag. Så spillede jeg ikke siden.«

I 2009 fik Kasper Schmeichel endeligt lov til at forlade Manchester City, da Notts County fra League 2 bød sig til. En af verdens ældste klubber var pludseligt komme til penge, og selv om skiftet i dansk presse blev betegnet som uambitiøst og et skridt ned ad stigen til at starte med og senere lignede et rent katastrofevalg af Schmeichel, så så det ganske anderledes ud under overfladen.

»Det er der, du virkelig lærer om fodbold,« siger Kasper Schmeichel

«Jeg lærte at sætte pris på at spille og være en del af et hold og være en vigtig del. Det var det eneste, jeg ville. Jeg havde siddet i Manchester City og var blevet løjet for i så mange år, og ikke havde fået lov til at spille. Det var det eneste, jeg ville.«

«De mennesker der var i den klub, er nogle af de bedste mennesker jeg har mødt. Jeg har fået venner for livet der. Det var ganske almindelige englændere, der bare ville spille fodbold.  Det var utrolig fedt,« siger Kasper Schmeichel om tiden i Notts County.

«Træningen hver dag var så intens og hård. Vi havde fantastisk faciliteter, og når vi spillede kamp, så blev der altså gået til den.«

Ambitionerne var store i Notts County og Kasper Schmeichel var klubbens første store signing i et projekt, der skulle sende klubben i Premier League på fem år. Sven Göran Eriksson var hentet til klubben som sportschef, men da Sol Campbell forlod klubben efter kun én kamp begyndte fundamentet for ambitionerne snart at krakelere. Kort tid efter forsvandt de to rigmænd, der havde lovet midlerne til klubbens opstigning, og derfor smuttede Sven Göran Eriksson også.

Kasper Schmeichel. Han blev.

»Der skete bare altid noget, og vi havde det sjovt. Hver morgen glædede du dig til at komme ind i omklædningsrummet, for du anede ikke, hvad der kom til at ske. Folk tog hele tiden pis på hinanden. Der var sådan en lille gang, i mellem hvor vi sad, og der var det bare ikke sikkert at gå igennem. Der fløj bananer, sko og tøj på kryds og tværs. Dit tøj var aldrig sikkert, og det kunne sagtens blive smidt i badet eller klippet i. Det var en fornøjelse hver dag at komme til træning. Der skete så mange ting det år, som var helt ekstreme. I det ene sekund var vi ejet af to milliardærer for i det næste sekund at være ved at gå konkurs. Hvad foregår der her? Til en udekamp fløj vi med privatfly og til den næste, havde vi knapt nok råd til busturen. »

Med under en tredjedel af sæsonen lå Notts County på en syvendeplads, der lige akkurat rakte til en play-off plads. På det tidspunkt var Sol Campbell væk, Sven Göran havde sagt farvel og rigmændene forsvundet. De nye ejere anede ikke hvilket rod, der ventede dem med at få klubben på ret køl igen, men det forhindrede dem ikke i at træffe, hvad Kasper Schmeichel kalder et genialt valg.

«Så ansatte de Steve Cotterill. Han kom ind med et helt nyt syn og en ny måde at gøre tingene på. Han var en inspiration, for vi havde hele tiden haft potentialet, men det var ham, som forløste det. På sin første dag sagde han til os, at han ville vinde ligaen. På det tidspunkt var vi på syvendepladsen med 14 point op til førstepladsen. Der tænkte jeg lige okay, med 19 kampe endnu, så bliver det altså svært at vinde ligaen.«

Notts County vandt rækken med ti point ned til nummer to og personligt nød Kasper Schmeichel også stor succes, da han blev kåret til årets spiller i League 2 det år. Parterne blev enige om at rive kontrakten over og på grund af den succes Schmeichel havde nydt i Notts County var han stadig et varmt navn på børsen.

Der var Premier League-klubber interesseret i ham. Mange, indrømmer han. Men Leeds United svarede utvetydigt ja til det spørgsmål, Kasper Schmeichel helst vil have svar på.

«Kommer jeg til at spille? Det var det vigtigste spørgsmål fra mig. Det var fuldstændig ligegyldigt med løn og alt det der. Det betød ikke noget. Da jeg spurgte Leeds, sagde de, »vi tror på dig, og det er dig, vi vil have.« Jeg ved, hvor stor en klub Leeds er. Potentialet er så stort i den her klub. Jeg tror ikke helt, man forstår det, hvis man ikke er i engelsk fodbold. Den er måske blandt de fem største klubber i landet.«

«Alle steder vi går, har vi fans. Hvor end vi er på udebane fylder vi vores afsnit. Hvis vi tager af sted på træningslejre kommer der Leeds-fans. Det kan ikke beskrives, hvor meget det betyder for de her mennesker. De står uden for vores parkeringsplads i tre timer før og efter kamp i sne bare for at få et billede eller en autograf. Det betyder alt for dem. Hvis den her klub kommer tilbage i Premier League, vil det igen blive en af de største klubber i verden.«

I denne sæson ramte Leeds en godkendt start og det samme gjorde Kasper Schmeichel i den grad. Men i september måned blev Schmeichel ramt af en skade, der holdt ham ude i cirka to måneder, og samtidig begyndte det at gå mindre godt for holdet.

I otte kampe der strakte sig over september og oktober formåede man kun at vinde to kampe, inklusiv et 5-2 nederlag til Barnsley og 6-4 nederlag til Preston. Men i løbet af de sidste otte kampe har man ikke tabt en eneste, og det har ifølge Schmeichel noget at gøre med bredden på holdet.

»Vi har gode spillere på alle pladser, og vi har en bred trup, så derfor har vi mange muligheder på de forskellige pladser. Både når vi skal forsvare og angribe. For eksempel mod Crystal Palace for nogle uger siden, da vi var bagud 1-0 med otte minutter igen. Der havde vi muligheden for at sætte to vidt forskellige angribere ind og spille 4-3-3. Vi scorede to mål lige efter hinanden og vandt kampen. Det samme skete mod Burnley i weekenden, da vi var bagud 2-0 og fik vendt det til en sejr. Vi ændrede fuldstændig dynamikken i kampen efter pausen«.Der er kommet mange nye spillere til klubben efter oprykningen i sidste sæson, og Kasper Schmeichel kan godt mærke, at det har taget tid for holdet at finde sammen. Men de seneste resultater har vist at manager Simon Grayson nu er ved at have fundet den rette stil til sit hold. »Vi skal sørge for at være inde omkring play-off-zonen det meste af sæsonen, og så skal vi toppe i løbet af de sidste 15-20-kampe.«

***
Kasper Schmeichel har to privatchauffører , der sørger for at han kommer fra A til B, når det er nødvendigt.

Transporttiden bruger han i stedet til at ordne praktiske ting eller tage en lur og være fuldt udhvilet, når han skal til træning. Derfor sidder vi begge bag i hans bil, da vi efter træning kører ned til St. James' Hospital i centrum af Leeds, da hele Leeds-mandskabet i dag skal besøge syge børn.

Han siger, at han bliver ked af at se syge børn, og han regner ikke med, at det bliver lettere, nu hvor han selv har fået en lille dreng.Det er næsten hele Leeds-truppen der de næste par timer går fra afdeling til afdeling og hilser på børn med mere eller mindre alvorlige sygdomme og giver dem forskellige souvenirs med autografer på.

Nogle af spillerne ved ikke helt, hvad de skal gøre af sig selv. Kasper Schmeichel derimod falder nemt i snak med børnene og deres forældre, og da vi når ind på et værelse, hvor patienten er en pige, der ikke er mere end et gammel, tager han ubesværet imod hende fra hendes mor og stiller sig klar til et billede.

Da billedet er overstået, opdager moderen, at datteren er kommet til at kaste op på Kasper. Kasper beroliger den nervøse mor med et stort smil og tørrer opkastet væk med en våd serviet. Han er jo vant til det derhjemme fra. 

»Jeg er bare spændt og lykkelig over at have ham, siger Kasper, da vi senere snakker om hans søn Max.

«Vi fandt ud af ret hurtigt, at han var til, så vi havde lang tid til at vænne os til tanken. Nu, hvor han er her, så glæder jeg mig til at komme hjem. Hver gang vi spiller på udebane savner jeg ham, og det er noget helt andet end tidligere. Tidligere når vi spillede på udebane, så var det ikke så stor en mundfuld, men lige pludselig så er han derhjemme, og det er svært at være væk fra ham. På en måde er det også godt, for så tænker man over, hvor meget han savner ham.«

Kasper fortæller, at han altid gerne ville være far i en ung alder, og da det flashy byliv i Manchester, hvor han bor langt fra tiltaler ham, og han nu har været sammen med sin kæreste i syv år, så var det det rette tidspunkt for ham at få et barn.

«Jeg vil gerne have at min karriere er en del af mine børns liv. Jeg har venner, hvis fædre har spillet fodbold, men de kan ikke huske så meget, for de var først født senere. Min far fik mig rimelig tidligt, så jeg kan huske det meste af min fars karriere. Jeg vil gerne have, at mine børn oplever den del af mit liv. Når jeg så er færdig med at spille, er jeg stadig frisk og har en god forbindelse til dem til at lave alt muligt med dem. Da min far vandt Champions League var jeg jo nede i omklædningsrummet bagefter. Det samme når han vandt det engelske mesterskab. Så var jeg med nede på banen.«

«Min far har altid sagt, hvis jeg er glad, så er han glad. Nu hvor jeg selv er far, forstår jeg, at bare ens egne børn har det godt, så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan jeg selv har det.  Bare min søn har det godt, og det er jo det samme med min far. Min søn skal heller ikke presses til noget han ikke vil, og han skal tage den vej, han synes, er den rigtige at gå. Det skal han have lov til at gøre. Bare han er glad.«

Klokken er 18. Kasper Schmeichel har nu været hjemmefra i snart tolv timer. Men hverken til træning, på hospitalet eller på hjemturen, hvor vi har færdiggjort den sidste del af vores interview har han givet udtryk for, at han er træt eller udkørt.

De lange dage er en del af hans liv som fodboldspiller, og selv da vi er nået det punkt, hvor undertegnede skal sættes af, sidder vi stadig i nogle minutter efterfølgende og snakker. Han elsker fodbold. Det har altid været i hans liv, siger han.

Det ligger i hans gener.

Han vil ikke selv sige det, men på en eller anden måde ser det ud til at have været uundgåeligt, at han blev målmand. Og det man kunne se ud på træningsbanen tidligere lignede en Kasper Schmeichel der elskede hvert sekund.

Pressen og fans har sat ham i skyggen af sin far.

Hvis vi skal fortsætte den analogi for en stund ser det i den grad ud til, at han er ved at kæmpe sig ud fra under den skygge. Men i Kaspers sind har der aldrig været nogen skygge.

Solen har altid skinnet på ham.