Fast spilletid til Isaac Hayden i Arsenal ligger ikke i kortene, og af den grund har den 20-årige forsvars- og midtbanespiller ladet sig leje ud til Premier League-nedrykkerne Hull.
- Jeg er meget glad og spændt. Det her er præcis, hvad jeg har behov for i min udvikling.
Manageren (Steve Bruce, red.) har været god ved mig, og jeg ser frem til at møde mine holdkammerater. Jeg kan ikke vente med at komme i gang, siger Hayden til Hulls hjemmeside.
Hayden fik sin debut for Arsenal i 2013, da han startede inde i en Capital One Cup-kamp mod West Bromwich.
Hull lurer samtidig på et andet Arsenal-talent. Ifølge BBC kan Hayden således snart få følgeskab af den 19-årige angriber Chuba Akpom.