Helten Eriksen: Spændende måneder venter
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Helten Eriksen: Spændende måneder venter

Tottenham ligger godt til det engelske mesterskab efter sejr over Manchester City søndag, hvor hovedpersonen blev dansk.

Christian Eriksen er en populær profil i Tottenham. Søndag steg danskeren dog yderligere i popularitet, da han afgjorde udekampen mod Manchester City, og for alvor bragte London-klubben med i kampen om titlen i Premier League. 

Efter sejren var det da også en glad Christian Eriksen, der kunne se tilbage på en perfekt gave på sin 24 års fødselsdag: 

- Det var en god følelse at vågne op på sin fødselsdag, og det her gør den kun endnu bedre. Vi vinder bolden højt på banen og jeg føler, jeg skal løbe dybt, selv om det ser lidt umuligt ud med fire forsvarsspillere omkring mig. Men heldigvis får den ene af dem en kanal, og så er jeg fri, siger en glad Christian Eriksen til TV3 Sport.
 
Han vil ikke tænke for meget over muligheden for mesterskab endnu, men erkender, at Tottenham nu for alvor er del af kampen: 
 
- Jeg tror stadig, at vi tager det stille og roligt, men vi ligger da godt til, og det bliver meget spændende de næste måneder, udtaler danskeren. 
 
Tottenham har med sejren to points op til Leicester på førstepladsen.