Hazard: Kan nå Messi og Ronaldo
Foto: Bogdan Maran/Polfoto
Premier League

Hazard: Kan nå Messi og Ronaldo

Eden Hazard er ikke i tvivl om, at han kan bringe sit spil mod helt nye højder og en dag blive verdens bedste.

Chelsea FC har haft en forrygende sæson, og kursen er sat mod det engelske mesterskab. En af årsagerne bag den store succes er den 24-årige belgier Eden Hazard, der er en vigtig brik på klubbens midtbane. Dette har ligeledes sat skub i rygtemøllen omkring Eden Hazard, der dog ikke har interesse i et skifte væk fra Stamford Bridge. 

Det understreger hovedpersonen selv i et interview med SkySports forud for søndagens storkamp mellem Arsenal og Chelsea. Den belgiske landsholdsspiller nyder livet i London, og drømmer om større ting end blot at vinde Premier League:

- Jeg er glad for at være her. Jeg spiller med nogle stærke spillere, og det vigtigste er at vinde trofæer. Dette er noget, jeg er i stand til i denne klub. Det samme gør sig gældende med Champions League. Det er en svær turnering, og vi mødte et godt hold, der slog os ud. Jeg drømmer dog om at vinde trofæet til Chelsea, da det vil være det største. Alle de helt store spillere har vundet Champions League, og som Didier Drogba gjorde det, vil jeg gerne bringe trofæet til Stamford Bridge, siger Eden Hazard i interviewet.

I en alder af 24 år har Hazard endnu fremtiden foran sig som fodboldspiller, og troen på en dag at blive verdens bedste er også til stede:

- Messi og Ronaldo er fra en helt anden planet, men hvorfor ikke? Jeg prøver hele tiden på at være den bedste, og hvis jeg kan være det, er alt muligt. Hvis jeg træner hver eneste dag, og holder mig selv oppe, hvorfor så ikke? Jeg kan nå et helt andet niveau end det, jeg har nu. Jeg er stadig ung. I min alder havde Messi dog allerede vundet Ballon d´Or to gange, men jeg kan helt sikkert gøre det bedre, udtaler Hazard.

Eden Hazard har da også fået en plads på årets hold i Premier League, hvor stjerner som Diego Costa, Nemanja Matic og David de Gea optræder.