Harry Kane drømmer om PL-titlen
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Premier League

Harry Kane drømmer om PL-titlen

Tottenham er inde i en god stime, og fortsætter den, kan holdet ifølge Harry Kane kæmpe med om mesterskabet.

Tottenham har været et svingende hold i de seneste sæsoner. I indeværende har London-klubben dog leveret varen, og har ikke tabt siden første spillerunde. På White Hart Lane har man endda for alvor fået gang i målslugeren Harry Kane, der har scoret efter behag på det seneste. 

De gode resultater lover godt for Tottenham. Men er det nok til at kæmpe med om titlen i denne sæson. Det vil Harry Kane ikke udelukke, selvom det er for tidligt at tale om før et tæt juleprogram. Han erkender dog, at kampen er helt åben. 

- Denne sæson er helt åben i forhold til mesterskabet. Det kan gå til den klub, der kan sætte en stime sammen, og virkelig tage fat med nogle gode resultater. Vores fokus her i Tottenham må dog endnu være, at vi gerne vil spille med om top fire, siger Harry Kane til BT Sport. 
 
Angriberen erkender dog, at han drømmer om at løfte Premier League-trofæet: 
 
- Vi er helt afgjort i en god position i øjeblikket. Men lad os tale om det igen, når vi er fremme ved nytår. Hvis vi stadig ligger godt til der, begynder vi at kunne drømme om at vinde Premier League. Det er meget positivt, at vi ikke har tabt siden første runde. Det vidner om holdets styrke, udtaler Kane. 
 
Tottenham står søndag overfor en vigtig opgave, når de engelske mestre fra Chelsea gæster White Hart Lane. Et London-brag mellem to hold i hver sin ende af tabellen, og hvor gæsterne med et nederlag for alvor kan komme på glatis.