Manchester United og Manchester City ser ud til at skulle duellere om dette år engelske mesterskab. De to klubber ligger lige nu med lige mange point, mens City tager førstepladsen på grund af en bedre målscore.
Men nu går de to klubber ind i den sidste og afgørende halvdel af Premier League, hvor sæsonens mesterhold skal kåres. Her har Manchester United en klar fordel, mener klubbens veteran Ryan Giggs.
- Erfaringen som manageren, spillerne og trænerne har af, hvad der kræves i anden halvdel af sæsonen såvel som den almindelige sult og lyst efter at vinde turneringer, vil hjælpe os, siger Ryan Giggs til klubbens hjemmeside.
I de seneste fem kampe har United hentet fem point ind på Citys forspring, og Citys målmand Joe Hart har da også tidligere været ude og sige, at de kan mærke presset i den blå halvdel af Manchester, og nu smider Giggs altså også lidt brænde på bålet. Måske for at tænde op i sig selv og sine holdkammerater, for den aldrende midtbanespiller glæder sig til de livsvigtige kampe, der venter forude.
- Store spillere kan slet ikke vente på store kampe, og mod slutningen af sæsonen bliver kampene bare større og større. Det er det, du gerne vil have i slutspurten. Man vil gerne være involveret i de store kampe og gå efter titlen. Det er derfor, man bliver fodboldspiller, siger Giggs.
Mens Manchester United har vundet det engelske mesterskab 19 gange, og dermed er den mest vindende klub, så har bysbørnene fra City endnu til gode at få en Premier League-titel i hus. Men det har Abu Dhabi United Group og Mancini i sinde at lave om på i år.