Fredagskampe på vej i Premier League
Illustration
Premier League

Fredagskampe på vej i Premier League

Står det til ledelsen bag Premier League, så vil der fremover blive spillet Premier League kampe fredag aften, skriver The Guardian.

Kampene i Premier League skal spredes yderligere ud, så det bliver endnu nemmere for alverdens TV-seere at følge med i Premier League, lyder forslaget fra Premier Leagues øverste ledelse.

Står det til ledelsen skal kampprogrammet altså ændres således, at der fra sæsonstarten i 2016 vil være minimum ti Premier League-kampe, der bliver spillet fredag aften, i løbet af en sæson.

Tidligere har der været spillet kampe fredag aften, og det var ikke et sjældent syn i 80'erne, da BBC og ITV stod for dækningen af den øverste, engelske division.

Den nuværende TV-aftale udløber i 2016 og indbringer svimlende 55 milliarder kroner til klubberne. En ny aftale med fredagskampe inkluderet vil derfor ganske givet blive endnu mere lukrativ, end hvad tilfældet er allerede nu.

Den nuværende TV-aftale er lavet således, at der spilles Premier League-kampe både lørdag, søndag og mandag.