Følelsesladet Agger beder Liverpool om salg
Illustration
Premier League

Følelsesladet Agger beder Liverpool om salg

Daniel Agger skulle være blevet sendt hjem fra Liverpools USA-turné, så han kan forhandle med andre klubber.

Efter et års tid med svingende spilletid skulle Daniel Agger nu endelig have besluttet sig for at forlade Liverpool.

Ifølge avisen The Mirror har den danske forsvarsspiller bedt manager Brendan Rodgers om at sælge ham, og avisen hævder desuden, at Agger skulle være kommet med den følelsesladede anmodning i omklædningsrummet på holdets USA-turné. Avisen hævder ydermere, at danskeren lige frem skulle være brudt sammen.

Efter sigende skulle det være frygten for ikke at kunne tilbageerobre en startplads, der nu får Agger til at trække stikket til sin favoritklub. 

Barcelona har længe kredset om landsholdsanføreren, men det er langt fra sikkert, at danskeren bliver Barcelona næste defensive styrmand. Klubben skulle allerede have smidt et bud på Arsenals Thomas Vermaelen, hvilket hurtigt kan forpurre Aggers drømme om at optræde på Camp Nou.

Den 29-årige forsvarsspiller er iføle The Mirror blevet sendt hjem fra USA-turen, så han nu har frie hænder til at forhandle med andre klubber.