Premier League

Ferdinand skadet - afløser fra Stoke

Rio Ferdinands dårlige form i dette efterår skyldes en skade, og han skal nu opereres. Alex Ferguson kigger mod Stoke for at finde Ferdinands afløser.

Rio Ferdinand har både været rygtet væk fra Manchester United og været truet i kampen om en plads i startopstillingen i dette efterår. Det skyldes dårlige præstationer på banen, men nu løfter forsvarskollega Wes Brown sløret for, at en rygskade har plaget ham hele efteråret.

- Rio har været skadet i lang tid, og han har store smerter i ryggen. Jeg ved ikke, hvor mange måneder, det har stået på, men det er kommet til et stadie, hvor han vil have det ordnet. Når han kommer tilbage, vil han være meget stærkere, siger Wes Brown til The Mirror om Ferdinand, der vil være ude i omkring seks uger.

Alex Ferguson har allerede linet afløseren op. En tidligere ungdomsspiller i klubben, der i 2008 skiftede til Stoke: 21-årige Ryan Shawcross, der gjorde det så godt i sidste sæson, at Ferguson var tæt på at hente ham allerede i sommer. Shawcross har fortsat med at imponere i denne sæson, og Ferdinands skade skulle have øget Uniteds interesse i at hente Shawcross allerede i vintervinduet.

News of the World erfarer, at prisen på Shawcross er i omegnen af 8 mio. pund (godt 65. mio. kroner), og at folk omkring Stoke betragter det som et spørgsmål om tid før Shawcross er tilbage i Manchester United.