Europa League skal redde Uniteds fiaskosæson
Illustration
Premier League

Europa League skal redde Uniteds fiaskosæson

David De Gea håber, at Manchester United kan nå at få europæisk fodbold i en sæson, der har været præget af Sir Alex Fergusons farvel.

Manchester United er transformeret fra guldaspiranter til håbefulde Europa League-deltagere i David Moyes’ første sæson i klubben. Få havde nok troet, at de skulle høre en af klubbens profiler gå efter den europæiske andenklasse, men det er for tiden virkeligheden hos den detroniserede mesterklub.

- Der er stadig mange vigtige kampe at spille. Vi er Manchester United, og det er vores opgave at vinde hver eneste kamp, vi går ind til, siger De Gea til klubbens hjemmeside.

Den spanske målmand har holdt sit høje niveau, men det samme kan ikke siges om mange af medspillerne, hvorfor Manchester United med fire kampe tilbage af sæson blot gør sig forhåbninger om deltagelse i Europa League i næste sæson.

- Det vil vi forsøge at gøre, for vi vil slutte så højt som muligt i ligaen og sikre, at vi kommer til at spille europæisk i næste sæson. Derudover skal vi vise, at vi altså stadig er her og aldrig giver op, siger De Gea.

Manchester United skal dog lige overhale såvel Tottenham som Everton, før Europa League bliver en mulighed. Det er ni point, der skal hentes. Eller 10, hvis Manchester United vil overhale Arsenal, som har spillet en kamp mere.